Anmeldt af T. Snorrason
Over de sidste 15-20 år har Lars-Eric Höglund, først alene men senere med bistand fra Åke Sallnäs, møjsommeligt samlet, hvad der kunne findes om uniformer og faner fra de i Store Nordiske Krig deltagende stater.
I alt 3 bind er det blevet til, nu hvor tredie og sidste bind om Rusland, Sachsen, Preussen og Hannover omsider er blevet udgivet. Det har kostet et ufatteligt slid at samle materialet og ikke mindst illustrere det, et arbejde der er udført con amore og i en sparsom fritid. Man kan kun være fuld af beundring og forstår fuldt ud, at alle de behørige museers eksperter har hjulpet, hvor de kunne, og at alle arkiver har stået vidt åbne for makkerparret, når de har hjemsøgt dem. Det er et sandt pionerarbejde og solidt dertil.
Bindet, der tidligere har været anmeldt i Chakoten, dækker først og fremmest Sverige og er bygget på de tidligere udgivelser "Swedish Colours & Standards" og "Karolinska Arméns Uniformer", suppleret med yderligere stof og farveplancher, samt beskriver derudover kortfattet russiske, sachsiske, norske og danske uniformer og faner. Der er kun en ting at sige om det svenske stof: det er fremragende og kan ikke gøres bedre. Alle de oplysninger, det har været muligt at finde om svenske enheder, finder man her. 160 sider, hvor man finder 800 uniformsbeskrivelser for svensken og 300 for øvrige stater, illustreret med 17 sider A4 farveplancher, hvor man finder 192 svenske faner og estandarter, samt diverse fra øvrige nævnte stater. Og meget, meget mere. Kan varmt anbefales.
Pris: SvKr. 394,- plus porto.
Som titlen siger, er dette et supplementsbind til bestemte stater, men skam også mere om svensken. Nye oplysninger fra arkiverne. Hvad angår den danske hær, havde det nok været rimeligt at vise ærmeopslagstegningerne fra vort Rigsarkiv, idet de danske uniformer jo groft kan deles op i uniformer før 1712, fra 1712 til ca 1717 og så for perioden efter. Hvad angår de danske faner, er der nogle smuttere imellem, idet Lars-Eric ofte benytter sig af rekonstruktioner ud fra tekst- og billedkilder til faner og estandarter. Den fremgangsmåde er helt i orden, ikke mindst med den store viden, primus motor har om tiden. Der er faktisk ikke andre fornuftige måder at gøre det på. Puritanere og andet godtfolk kan himle op, men så bedes de venligst fremlægge bedre. Sker det, er det fint, men det er ikke meget sandsynligt, men hvem ved? Måske der en dag dukker nye kilder op, og så er det kun fint, som Lars-Eric skriver. Indtil da er den valgte fremgangsmåde helt i orden. Et mindre problem i dette bind er måske, at den "uindviede" ikke af illustrationernes undertekster kan se, hvad der er rekonstruktion og efter hvilke kilder og tanker. Hvad angår flere danske faner og estandarter er undertegnede så ikke enig i det viste, og der er så afgjort direkte svipsere imellem, andre er noget tvivlsomme, men kan være rigtige. Det er så afgjort ikke et felt for tøsedrenge at illustrere, da kun et meget begrænset originalmateriale forefindes. Men så er der jo noget for eftertiden at beskæftige sig med, ja for visse "forskere" synes det ligefrem at være livets salt at finde mindre unøjagtigheder og påpege disse, når de svinger sig i lianerne. For Norge og Holsten-Gottorp er illustrationerne i orden, for der er anvendt mere originalmateriale. Er man interesseret i tiden, bør man købe bogen, og så selv rette lidt i det forskellige hist og her. 73 sider og 11 A4 farveplancher.
Pris SvKr. 250,- plus porto.
Dette bind er simpelthen superbt, fantastisk og en lille guldgrube, specielt hvad angår stoffet om Rusland, idet den russiske forsker og ekspert på områderne Alexander Bespalov har bidraget med originalt og tidligere ukendt materiale fra de russiske arkiver. For første gang præsenteres materiale, som jeg tror aldrig før har set dagens lys, og man får for første gang et virkeligt billede, af det brogede skue den russiske hær var på den tid. Der er glimrende forklaringer på organisation osv. Rent ud sagt et fantastisk arbejde af Lars-Eric og Åke, forklaringerne er gode og sproget er godt, ja ligefrem overstadigt hist og her. De øvrige stater, Sachsen, Preussen og Hannover, er beskrevet og vist gennem en udmærket behandling af foreliggende materiale, som godt nok er publiceret før, men som næppe mange råder over kilderne i egne bogsamlinger, idet det er værker til priser der langt overstiger dette binds pris. Med andre ord, her får man virkelig noget for pengene, idet der kun beskrives og vises faner og uniformer med den behørige indføring i organisation, chefer osv. Også her benyttes rekonstruerede faner, men denne gang med passende kildehenvisninger.
117 sider tekst med 400 russiske uniformsbeskrivelser plus de øvrige nævnte hæres uniformer og dertil 22 A4 farveplancher, som viser 226 faner og estandarter samt 56 uniformerede soldater.
Bindet kan varmt anbefales interesserede, man får virkelig noget for pengene, og husk det er svenske kroner, der her er tale om. Den svenske porto er faktisk det, der kan ophidse en køber mest. Men hvad, det danske postvæsen tager sig jo også rigeligt betalt i vore dage.
Pris Sv.Kr. 400,- plus porto.
Bøgerne kan købes direkte fra forlaget Acedia Press, Box 5269, 650 05 Karlstad, via hjemmesiden www.acedia.se, hvor man kan finde flere detailoplysninger eller via mailadressen info@acedia.se
Medlemmer af Chakoten får 10% rabat på ovennævnte tre bøger om Store Nordiske Krig ved køb inden 1. december 2004. Porto og bankomkostninger betales af køber.
Fem vackra bilder av Marc Grieves.
Der er fremstillet et begrænset oplag af Marc Grieves' billeder. Billederne er lavet på tykt specialpapir i et begrænset oplag på 100 eksemplarer; nummerede og signerede af Marc Grieves.
Billederne koster 85:-/ stk.
Hele serien for en nedsat pris på i alt 350:-.
Format: 30 x 40 (passer til standardramme).
Excl. porto