Af Michael Zilmer-Johns
April 1945. Tiden er inde til det sidste afgørende slag om Berlin. Stalin har ganske vist lovet Eisenhower at betragte Berlin som sekundært mål og rette hovedstødet mod Dresden, men realiteten bliver en anden. Da offensiven starter den 16. april er hele Zhukovs 1. Hviderussiske Front og det meste af Konievs 1. Ukrainske Front rettet direkte mod Berlin, medens kun 2. Polske Arme og 52. Russiske Arme angriber sydvest mod Dresden. I løbet af de første dage af offensiven lykkes det de to armeer at gennembryde de tyske linier vest for Neisse og rykke frem til byen Bautzen. Byen er erklæret som fæstning og forsvares hårdnakket af Folkestormen og diverse alarmenheder under ledelse af den energiske Kampfkommandant Hoepke. Fra tysk side forsøger 4. Panzer Arme at lukke gennembruddet med modangreb mod begge flanker. De indsatte reserver omfatter en stor del af de få resterende mobile enheder på Østfronten, bl.a. Panserdivisionerne "Hermann Göring", "Brandenburg", 10. SS og 20. Pz. Den 19. april når enheder fra "Herman Göring" frem til den lille by Müchenhain. Hvis de kan gennembryde de polske stillinger, som forsvares af 25. Infanteriregiment, vil de fjendtlige armeer være omringet. Chefen for 4. Panser Arme, General der Panzer Gräser, er fuld af optimisme og erklærer i sin dagsbefaling "Die Stunde der Rache ist gekommen".
Dette var udgangssitutionen, da Chakotens forårskrigsspil startede på to terrænborde i Tøjhusmuseet d. 19. maj 2001. I centrum skulle russerne med 26. Garde Mekaniserede Brigade erobre Bautzen, medens jeg selv sammen med fire andre spillere med forskellige enheder fra 9. polske infanteridivision skulle standse det tyske modangreb ved Müchenhain på det andet bord. De to dommere - Per Finsted og Søren Juul - havde som vanligt lagt et fantastisk stykke arbejde i at researche grundlag, skrive styrkelister, sørge for terræn og figurer og de 1000 andre ting, som er forudsætningen for et spændende og realistisk krigsspil.
Den første opgave var sammen med de øvrige russiske spillere at fordele reserverne på de to borde. Der var lidt diskussion om en raketkasterbataljon, som vi kun modvilligt overlod til våbenbrødrene i centrum, men fuld enighed om at Shturmovik eskadrillen og panserværnsafdelingen var mest nødvendige ved Müchenhain, hvor stærke tyske panserenheder var erkendt. Derefter skulle vi lægge taktik og disponere enhederne ved Müchenhain. Regimentschefen (Alan Richter) stod for artilleri og øvrige støttevåben, medens vi andre hver førte en bataljon. Vores udgangsstilling var en rimeligt stærk forsvarsposition bag en jernbanedæmning på tværs af fronten. Hovedopgaven måtte klart være at forhindre et tysk gennembrud, og vi var enige om, at overkommandoens angrebsordre måtte fortolkes fleksibelt, så vi kunne nøjes med at starte med et ildoverfald, indtil der var bedre overblik over de tyske styrker og hensigter. Mine 3 kampvognseskadroner , som var udrustet med T 34/43 med den lidet effektive 76 mm. kanon, blev placeret i midten med en infanteribataljon på venstre flanke og de to resterende infanteribataljoner til højre. Tanken med at lægge tyngden til højre var at muliggøre et angreb frem i det relativt åbne terræn foran stillingen.
Også tyskerne startede ganske forsigtigt, men efter ½ time (to træk) rullede panseret frem. Tyngden lå som forventet på vores venstre flanke, hvor 3. bataljon blev angrebet af 2 kompagnier med Panther og Pz. IV støttet af pansergrenaderer. På højre flanke skød en Kongetiger på alt, hvad der rørte sig. Vores artilleri blev desværre hurtigt observeret og nedkæmpet af en uhyggeligt præcis raketild fra Nebelwerfere, som blev ved med at plage os gennem hele slaget. Det tyske panser holdt sig indledningsvis på så lang afstand af vores T-34'ere, at granaterne fra 76 mm. kanonerne raslede af som småsten på en rustning, medens vi selv led slemt under deres ild. De tilkaldte Shturmovik fly gav et kortvarigt pusterum, men tog svære tab fra det fjendtlige luftværnsskyts.
Situationen blev mere og mere kritisk, og der var ikke andet for end at forsøge at lette presset på venstre flanke ved et modangreb med infanteribataljonerne på højre flanke. De to bataljonschefer var betænkelige og bad om at få udlagt røg for at dække fremrykningen. Men på grund af signalforvirring og den almindelige krisestemning i hovedkvarteret nåede røgen ikke frem. Resultatet blev, at 2. bataljon blev skudt i småstykker af en morderisk flankeild fra Müchenhain og kastet tilbage, medens 1. bataljon blev nedholdt i åbent terræn og senere måtte trække sig tilbage. Den manglende artilleristøtte gav anledning til en del "kammeratlig kritik" fra de to hårdt ramte bataljonschefer. Et lyspunkt var det til gengæld, at det lykkedes tapre patruljer med Molotov-cocktails at tvinge de tyske kampvogne på venstre fløj tilbage, efter at pansergrenadererne var jaget på flugt med velrettet maskingeværild.
Næste morgen var selvtilliden derfor genoprettet, og chefen for 3. bataljon lovede at holde venstre fløj alene med støtte fra de få T-34, der ikke var blevet tvunget tilbage fra jernbanedæmningen. Vi besluttede derfor at indsætte de friske reserver - en motoriseret bataljon og en selvkørende artilleriafdeling under ledelse af Bo Nielsen - på højre flanke for at genoptage angrebet der. Det vist sig at være en overmodig og fatal beslutning. Tyskerne kastede nye panserenheder ind i et voldsomt angreb på venstre flanke, bl.a. dukkede et kompagni fra 10. SS Panserdivision op i erobrede Sherman kampvogne. Samtidig satte det berygtede flyver-es, Gruppenkommandeur Rudel (med 519 pansrede russiske køretøjer på samvittigheden), vores resterende kampvogne ud af spillet med sine JU-87 Stukas. Selv den tapreste polske/russiske infanteri bataljon kan ikke i længden alene holde stand mod 4 kampvante tyske panserkompagnier med rigelig infanteri- og artilleristøtte. Og lige efter frokost var gennembruddet en realitet, da den første Sherman rullede ind i vores bagland og gik i gang med at nedkæmpe de overraskede forsynings- og stabsenheder. Desperate forsøg på at lukke det gabende hul i fronten med reserven var dømt til at mislykkes og under alle omstændigheder kørte de motoriserede enheder fast på et skovklædt bakkedrag.
Der var ikke andet at gøre end at håbe på, at våbenbrødrene i centrum havde klaret sig bedre. Det havde de ganske vist, men Bautzen var ikke erobret. Den tyske besætning havde forsvaret sig lige så hårdnakket som i virkeligheden, og et planlagt flankeangreb med panser, var blevet forsinket af Flak-batterier med 88 mm. kanoner. Bykamp havde endnu en gang vist sig at være hårdt og langsommeligt for slid for angriberen, som ikke har andre muligheder end at gå lige på med infanteriet, fordi selv det kraftigste artilleri ikke rigtig bider på enheder i stenbygninger.
Det samlede resultat af krigsspillet blev derfor - som i virkeligheden - krigens sidste tyske sejr, hvor 2. polske og 52. russiske armé blev omringet og led voldsomme tab. Tyskerne kunne dog ikke følge succesen op, fordi panserdivisionerne måtte trækkes ud af kampen og indsættes længere nordpå, hvor Busses 9. armé vaklede under Konievs massive offensiv.
Spillet sluttede med en gennemgang af operationerne på de to borde. Medens polakkerne med en anden disposition af reserverne og lidt mere held formentlig havde haft mulighed for at holde stillingen ved Müchenhain, var det nok mere tvivlsomt om selv en mere aggressiv russisk føring ved Bautzen ville have givet mulighed for at løse opgaven inden for tidsrammen. CD-III reglerne havde igen vist sig i stand til at give en realistisk simulation af de komplicerede operationer under 2. verdenskrig med tidens mangfoldige og forskelligartede våbensystemer og samtidig et spændende og hurtigt løbende spil, hvor deltagerne blev holdt i ånde af dommerne og dermed også fik et vist indtryk af det beslutningspres, som officerer på begge sider af frontlinien var udsat for i april 1945. Den side af spillet blev dog aldrig værre end, at alle bevarede det gode humør. Erfarne spillere hjalp de mindre erfarne på begge sider af fronten, og alle var indstillet på at fortolke tvivlsspørgsmål ud fra ønsket om at skabe det mest realistiske forløb.
Efter en varm, velfortjent tak til de to dommere og arrangører ledsaget af rungende klapsalver manglede kun oprydningen, der gav lejlighed til at beundre de anvendte figurer og modeller. Kvaliteten var generelt i top. Selv var jeg særlig imponeret af Martin Davidsens overdådige arsenal samt af en Folkestormenhed, malet af Kaare Myltoft, hvor hver enkelt figur var individualiseret og afspejlede blandingen af forhåndenværende udrustning og alle slags uniformer og civil beklædning. Alt i alt en spændende og inspirerende weekend, som skærpede interessen for at dykke ned i det omfattende historiske materiale om perioden og til at gå i gang med modeller og figurer.
Michael Zilmer-Johns