Om Chakoten

Mødekalender

Søg

Figurer

Uniformer

Krigsspil

Anmeldelser

Opdateringer

Abonner

Forum

Links

Indhold

In English

Forsiden

Den danske Hær 1932-1941 - Pionerbataljonen

Indledning

Pionertroppernes vigtigste opgave er at udbedre, bygge, istandsætte og ødelægge veje, broer, færger, jernbaner og lignende. Desuden anvendes de til hjælp for de andre våbenarter til udførelse af sådanne feltarbejder i terrænet, til hvilke disse ikke har fornøden teknisk uddannelse, særligt værktøj og materialer, eller hvor de andre våbenarter endnu ikke er til stede eller kan afses.

Pionertropperne benyttes desuden ved fremskaffelse og fordeling af materialer og redskaber (parktjeneste).

Pionererne arbejder særlig bag kampfronten og i læ af denne, men mindre styrker kan dog sendes længere frem mod fjenden for at foretage spærrings- og ødelæggelsesarbejder, der kan sinke fjendens fremrykning. De kan også anvendes ved udlægning af røgslør.

Jeg har bibeholdt datidig praksis ved angivelse af en vogns trækheste, f.eks. 1² (= en vogn, der trækkes af 2 heste). For at undgå sammenblanding med fodnoter, er disse derfor angivet som f.eks. ^x.

Pionerbataljonen

Opgaver

• Bataljonschefen (oberst eller oberstløjtnant) er divisionschefens pionertekniske rådgiver og har ledelsen af de arbejder, som udføres af pionerkompagnierne og parkkompagniet.
• Bataljonsstabens opgave er bl.a. at rekognoscere for, planlægge, forberede og igangsætte kompagniernes arbejder, herunder at tilvejebringe det nødvendige personel og materiel.

• Pionerkompagnierne er udrustet og uddannet til at løse de mangeartede opgaver, som kræves af deres våbenart. Opgaverne er ofte så omfattende, at hjælpemandskab fra andre våbenarter må stilles til rådighed som arbejdsstyrke.

• Parkkompagniet tilvejebringer og fordeler materialer og redskaber til alle våbenarters pionerarbejder, enten lokalt eller fra ingeniørparker bag fronten.

Det egentlige feltbromateriel indgår ikke i pionerkompagnierne, men findes ved feltbroekvipagerne (feltbrotrænet), på divisionsniveau eller højere. 1 feltbroekvipage eller dele heraf kan f.eks. tildeles et pionerkompagni.

Bevæbning og kamp

Pionerbataljonens mandskab er bevæbnet med lette håndvåben - sabel, eller kniv og pistol (officerer og befalingsmænd af officiantgruppen) og ingeniørkarabin 1889 med kårdebajonet (mandskabet).

Som specialister i alle former for ingeniørarbejder, er bataljonens våben beregnet til defensive opgaver, og pionererne indsættes kun undtagelsesvist i ildkampen, hvor de optræder nærmest som fodfolkets rekylgeværgrupper.

Under inspiration fra krigserfaringer - givet har den tyske anvendelse af stormpionerer været en inspirationskilde - indføres mod slutningen af perioden rekylgeværer, ligesom andre tunge våben overvejes indført.

Den originale tekst angiver, at billedet til venstre er taget under en demonstration på Amager Fælled.

Præcis hvornår flammekasteren blev indført - sandsynligvis sent i perioden - fremgår ikke af de p.t. rådige kilder. Se også denne artikels Efterskrift.

Pionerkompagniet

Hvert pionerkompagni har en arbejdende styrke på ca. 160 mand, som inddeles med den særlige tekniske anvendelse for øje, og som regel i 4 delinger.

Bårne redskaber og værktøjer

Ved kompagniet medføres en del redskaber og værktøjer som personlig udrustning (benævnt bæreapparater):

Pionererne er iført mørkeblå uniform M.1910, der i perioden stadig anvendtes som øvelsesuniform.

Pontonen er en stålponton M.1886, som i perioden indgik i feltbroekvipagen.

Den venstre pioner har på højre hofte (a.) sit bæreapparat - en bindøkse/skovøkse.

Se også Rasmus Christiansens tegning af en pioner i Her kommer de danske soldater; pioneren fører en spade som bæreapparat.

Træn og redskaber

Mod slutningen af perioden blev kompagniets vogne erstattet af motorkøretøjer, men i størstedelen af perioden er der tale om hestetrukne vogne suppleret med et antal lastvogne til transport af personel, materialer og særligt materiel.

Redskaberne er primært beregnet til pionerkompagniets eget brug og for mindre styrker af hjælpemandskab, som er afgivet til kompagniet. Redskaber til andre våbenarters arbejder og til større styrker af hjælpemandskab fås fra parkkompagniet.

Mine p.t. rådige kilder indeholder desværre yderst sparsomme med hensyn til billeder af pionerkompagniets vogne.

Det nærmeste jeg kan komme det er følgende data for fadingsvognene:

Vognene i flydebroekvipagen har sandsynligvis lignet brovognen.

Fægtnings- og bagagetræn (1937-ordningen)

På kommandogruppevognen føres følgende rekognoscerings- og signalmateriel:

På øvrige vogne medføres blandt andet:

Billedet viser ikke kommandogruppens gummibåd, men en pionergruppe på vej over et vandløb.

Billedet er fra den - sandsynligvis tysk inspirerede stormpionerlignende uddannelse. Se også denne artikels Efterskrift.

Eksempler på pionerkompagniets virke

Kunstige hindringer - stormhindringer

Til pionerkompagniets opgaver hører anlæggelse stormhindringer, så som pigtrådshegn, pigtrådsspærringer, forhug samt hindringer med panservogne og kampvogne.

Det almindelige pigtrådshegn har 1 række pæle (af træ eller jern), placeret med 3 m mellemrum, med 1,10 m af pælen over jorden. Ud for hver pæl placeres, i 2 m afstand, 2 pløkke.

Pæle og pløkke, og pælene indbyrdes, forbindes med pigtråd i 3 højder.

Dobbelthegn er fælles om en række pløkke, og pælene forbindes med enkelt lag tråd.

Til 1,5 km hegn kræves 100 ruller pigtråd, 500 pæle, 1.000 pløkke og en arbejdsydelse på ca. 275 mandtimer.

Beskrivelserne stammer fra Kilde 1, mens tegningerne er fra 1953 D), hvor principperne stadig var de samme.

For andre mønstre/systemer for pigtrådsspærringer henvises til Kilde 1.

Den spanske rytter er en flyttelig pigtrådsspærring, der kan tildannes på 4 mandtimer.

Feltbefæstninger

Feltbefæstninger anlægges i stor udstrækning af de enkelte våbenarter/enheder selv, men pionerkompagniet kan, især ved større anlæg, indsættes i arbejdet.

Rekylgeværtrefodens forben er anbragt i brystværnet, med bagbenene støttende på jorden bagved.

Skytten indtaget den foreskrevne stående anslagsstilling mellem rekylgeværtrefodens bagben, med hænderne anbragt på pistolgrebet.

Ved anlæggelsen af større - og sammenhængende - gravede anlæg er der i ofte brug for pionerernes ekspertise, herunder ikke mindst ved gassikringen af sådanne.

Et skudsikkert rum er det sidste trin i rækken af dækninger af jord:

• Dækningsgrave
• Skærmtage
• Sprængstykkesikre rum
• Skudsikre rum

De skudsikre rum kan gøres stærkere eller svagere, alt afhængig af, hvilken type granater, de skal kunne modstå.

Ødelæggelse

Til ingeniørammunitionen hørte sprængstof - trotyl F).

Sprængningstjenesten byggede på Mine- og sprængningsreglementet fra 1904 og Ingeniørregimentets nye Spræng-, tænd- og tætningsmidler fra 1915.

Det nye materiel, som sidstnævnte reglement omfattede, var blandt andet trotyl og tintråd (tændsnor).

Forrest i billedet ses en spang fremstillet af pionerkompagniets flydebromateriel.

Kilde 1 omtaler, at man ved ødelæggelse af jernbaner anvender jernbanetorpedoer eller sprængbøsser.

Betegnelsen torpedo skal her ikke forstås i den mere traditionelle, maritime betydning, men det var en slags landmine. I Danmark var landtorpedomateriellet udviklet på baggrund af Zubovitz landtorpedo, som blev anskaffet i slutningen af 1880'erne.

Kunstigt skjul

Røg anvendes til at:

• skjule egne bevægelser,
• blænde fjendens observation, navnlig observation for tunge våben,
• vildlede fjenden med hensyn til egne hensigter.

De p.t. rådige kilder oplyser, bortset fra røghåndbombe M.1932, intet om periodens røgmateriel.

Flydebromateriellet

Flydebromateriellet er udviklet af officerer ved Ingeniørtropperne.

Det kan anvendes under næsten alle forhold, da det er så godt som uafhængigt af vanddybde og ganske uafhængigt af bundforhold.

Det kan bæres og derfor føres frem gennem terræn, hvor kørsel er udelukket.

Flydebromateriellets kapacitet

Flydebromateriellet består af lette flydebrokasser G) (= en slags hul trækasse), der hver vejer 90 kg.

Flydebrokasserne hægtes sammen, og har på deres overside dæk til en af følgende konstruktioner:

Broslagningsstyrken er 1/4 pionerkompagni.

Tiden for opmarchen af flydebroekvipagen på 4 vogne og klargøring til broslagning kan sættes til 30 minutter.

Af 14 flydebrokasser (halvdelen af flydebromateriellet) kan der bygges 1 færge, der kan overføre:

• 28 mand fodfolk
• 4 heste og 5 mand, eller
• 1 feltkanon, 1 forstilling og 6 mand.

Nødbroer - stormspange

Flydebromateriellet er bedst egnet til fodfolket og kan bære størstedelen af fodfolksbataljonens fægtningstræn. Artilleri og køretøjer overføres bedst ad feltbroer (bygget af feltbroekvipagens materiel eller som nødbroer - feltbroekvipagen omtales i et separat papir).

Haster det, og - navnlig - er man udsat for fjendtlig ild - slås stormspange, hvorved forstås lette broer, ad hvilke fodfolk kan overvinde smalle, forsvarede vandhindringer med ikke for stærk strøm.

Over korte afstande bruges stormspange uden mellemunderlag. Ved længere spænd bruges flydende mellemunderlag, idet slagningstiden med faste (af nedrammede pæle) vil tage for lang tid.

Kravene til effektive stormspange er, at de skal være lette og enkle at betjene; de skal kunne bære en soldat i angrebspåklædning samt have den fornødne styrke overfor strøm og vind samt stød og slag under transporten frem til brostedet.

Stormspangen fremstilles af 2 ca. 4,80 m lange dragere, hvorpå der på tværs sømmes 0,60 m lange dækplanker.

Skal der bruges mellemunderlag, der fordrer, at flere elementer skal kunne skydes sammen, skal afstanden mellem dragerne være smallere i forenden.

Mellemunderlaget tildannes af såkaldte underlagstræer (= en slags kasse), hvori der placeres 2 flydesække - cylindriske gummiballoner, i et hylster af imprægneret sejldug.

Hvert element vejer ca. 70 kg, inklusive underbygningen (mellemunderlaget) og kan bygges af 4 mand på 1-2 timer.

Til stormspangen hører i hver side 1 bardun (til forankring); afhængig af strøm- og vindforholdene kan antallet af barduner minimeres.

Broslagningsstyrken består af:

• 1 brokommandør
• 1 anden befalingsmand til brospidsen
• 2 andre befalingsmænd til bardunholdene
• 2 á 4 mand pr. element (bærehold, typisk fra det angribende fodfolk)
• 2 mand pr. bardun (bardunhold).

Når vandløbet (1. bred) er nået - helst ved skjult fremrykning - skydes den forreste ende ud i vandet, til den når 2. bred.

1 mand løber nu over (eller ligger klar på forreste element) og haler spangen op på bredden, så den kommer til at ligge fast.

Herefter kan stormspangen benyttes af det angribende fodfolk, idet bardunerne samtidig fastgøres til bredderne.

Øverst i billedet ses røg fra de røghåndbomber, som pionererne har udlagt for at dække operationen. I forgrunden ses brokommandøren.

Den reglementsbestemte anvendelse af flydebromateriellet findes i "Flydebroreglement for Ingeniørtropperne", som desværre ikke haves på Det kongelige Garnisonsbibliotek.

Nødbroer - andre typer

Har man god tid bygges nødbroer som faste broer, at materialer, som kan skaffes på stedet.

Underlaget for almindelige spange er da f.eks. lette pæleåg og lægtebukke, eller tønder, dunke og halmknipper ved flydende underlag.

Under gunstige forhold og med materialer og redskaber på stedet, regnes byggetiden for en almindelig spang til 30 min. pr. løbende meter; arbejdsstyrke: 6-12 mand I).

Karrebroen er ca. 1,5 m bred og kan bære fodfolkets tungeste karre - granatkarre M.1931 til fodfolksmorteren.

Under gunstige forhold og med materialer og redskaber på stedet, regnes byggetiden for en karrebro til 30 min. pr. løbende meter; arbejdsstyrke: 12 mand.

Lette kolonnebroer kan bære køretøjer, med en totalvægt om til 4 t - fodfolkets fægtningstræn, rytteri, let feltartilleri, pionerers og telegraftroppers køretøjer.

Bredden skal være 3 m, helst lidt bredere.

Svære kolonnebroer er beregnet til køretøjer med en totalvægt på op til 8 t.

Under gunstige forhold og med materialer og redskaber på stedet, regnes byggetiden for en kolonnebro fra 30 min. pr. løbende meter (let) til 2 timer (tung); arbejdsstyrke: 20 mand.

Parkkompagniet

Parkkompagniets styrke og tekniske træn er som pionerkompagniets, dog undtagen flydebromateriellet. Vognene er til brug for kompagniet samt reserve for pionerkompagnierne.

Desuden råder parkkompagniet over et større antal lastvogne til transport af materiel og materialer, samt over en mobil redskabsreserve og et mindre antal maskiner.

Parkkompagniet bruger i øvrigt, i så stor udstrækning som muligt, egnens hjælpekilder.

Til parkkompagniets maskinpark hører en rundsav, som er særdeles praktisk, henset til behovet for tømmer til f.eks. feltbefæstninger og nødbroer.

Materialer til feltarbejder ved divisionen leveres af pionerbataljonens parkkompagni.

Materialer til feltbefæstnings­konstruktioner leveres normalt som færdige bygningsdele, klar til opstilling.

De enkelte dele betegnes med det figurnummer, under hvilket den pågældende del er vist i "Vejledning i Feltarbejder for Fodfolket", eller ingeniørtroppernes reglementer.

Det tidligere viste billede af et gassikret tømmerrum er konstrueret af blandt andet de her viste elementer.

Ved nedramning af de pæle, som udgør en del af den bærende konstruktion (pæleåg) for en nødbro, anvendes mekaniske (pneumatiske) rammemidler, benævnt en udlæggervogn.

Rammearbejdet kan foregå enten fra en såkaldt arbejdsbro (hvis eget pæleåg blot er rammet med storkøller) eller fra en pontonfærge.

Kilder

1. Huskebog til brug i felten, ved øvelser og krigsspil af H.H. Jørgensen, N. Olaf Møllers Forlag, København 1936.
2. Danmarks Hær, Bind I og II under redaktion af kaptajn Hector Boeck, kaptajn S.E. Johnstad-Møller og kaptajnløjtnant C.V. Hjalf, Selskabet til udgivelse af kulturskrifter, København 1934-1935.
3. Ingeniørkorpset 1684-1934 af kaptajn Willy Andersen, Særtryk af Tidsskrift for Ingeniørofficerer, København 1934.
4. Lidt om pionertjeneste, af Tidsskrift for Ingeniørofficerer, København 1935.
5. Ingeniørregimentet 1880-1955 af oberst Niels Maare, Særtryk af Tidsskrift for Ingeniørofficerer, København 1955.
6. Det danske Ingeniørkorps 1684-1984 af Ole L. Frandsen m.fl., Tøjhusmuseet, København 1984, ISBN 87-7491-143-0.
7. Feltudrustning for Enkeltmand, Krigsministeriet, København 1936, med rettelsesblade frem til august 1941.
8. Forsvarsbogen af oberst T. Andersen, Gyldendal, København 1941.
9. Lærebog for Hærens menige, 1. Del, Fælles for alle våben, korps og afdelinger, København 1933 og 1939.
10. Danske Uniformer 1900-1990 - Hæren og Flyvevåbnet af Bjørn A. Nielsen, Tøjhusmuseet, København 1992, ISBN 87-89022-26-2.

Efterskrift

Som afrunding bringes et par supplerende billeder af den nyeste udrustning, som blev indført i ingeniørtropperne.

Per Finsted

Noter:

A) Sent i perioden overføres 4. Ingeniørkompagni til 1. Pionerbataljon. F.eks. beskriver Uniformsreglement for Hæren, 1941, at 1.-4. Ingeniørkompagni bærer underafdelingsmærker for 1.-4. underafdeling (højrød, hvid, lyseblå og gul). Underafdelingsmærket var et cirkulært stykke klæde, der rager 3 mm uden for afdelingsmærkets kant. Selve afdelingsmærket (uniform M.1923) var en gul knap, der, under en krone, bar bataljonens nummer i arabertal, her altså 1 og 2. Afdelingsmærket blev båret af underofficer o.l. af reserven og menige, på højre side af våbenfrakken, midt over højre brystlomme, ud for 2. og 3. uniformsknap.

B) Fra Vor Hær i Krig og Fred, Bind II af Arne Stevns, Nordiske Landes Bogforlag, 1943.

C) Fra Danske stormpionerer af ingeniørkaptajn Wieth Knudsen, Folk & Værn, nr. 3 (marts) 1943.

D) Fra Feltarbejder mv., LSV 10, Hærens Brevskole, 1953.

E) Fra Lærebog for Fodfolkets Korporalskoler - Skydning, Krigsministeriet, København 1938.

F) Både før og i perioden afholdtes forsøg med et dansk sikkerhedssprængstof, kaldet aerolit, som dog tilsyneladende ikke var velegnet til opmagasinering i længere tid. Ingeniørtroppernes krigsbeholdninger omfattede derfor alene trotyl.

G) I midten af 1930'erne undersøgte man anvendelsen af stålkasser i stedet for trækasser, således at materiellet kunne opmagasineres uden problemer.

H) Fra Forårstræning og samarbejde mellem ingeniører og fodfolk, Folk & Værn, nr. 5 (maj/juni) 1942.

I) For alle brotyper gælder, at man kan spare op imod halvdelen af tiden, hvis brostyrken øges til det dobbelte, og man råder over de hertil nødvendige redskaber.

J) Fra Dansk Militært Månedshæfte, Nr. 4 (juni), 1942.

K) Fra Flammekasteren - et af nærkampens mest virkningsfulde våben af kaptajnløjtnant E. Fisker, Folk og Værn, Nr. 6 (juli-august), 1942