Onsdag den 6. juni holdt Martin Davidsen endnu et af sine inspirerende og meget vidende foredrag, denne gang om den romerske legionærs udrustning og kampteknik fra perioden ca. 150 - 50 f.Kr. Da Martin er ivrig reenactmentdeltager - også for denne periode -, havde han selvfølgelig også medbragt sin fulde replicaudrustning. Man ved faktisk ikke, hvor man skal begynde og ende, for der var faktisk så meget godt at se og høre den aften.
Selve udrustningen var en total ny konstruktion, som romerne indførte ved alle legioner efter nederlaget i Teutoburger Wald år 9 e.Kr, hvor som bekendt 3 legioner totalt udslettedes. Alt er nøje gennemtænkt for at give legionæren størst mulig beskyttelse og kampkraft, samtidig er udstyret konstueret, således at det er let og behageligt at bære og arbejde i, en virkelig designmæssig genistreg.
Selve brystpanseret var lavet af lameller, som snøredes fortil (eneste minus - det var nødvendigt at have en kammerat til at hjælpe sig ved snøringen.) Skuldrene dækkedes ligeledes af store lameller. Hjelmen var udbanket i et stykke metal - i modsætning til de støbte hjelme, man gav lejetropper - og forsynet med mange finesser som ørebeskyttere (så legionæren stadig kunne høre kommandoer), særlige forstærkningsbøjler og nakkebeskytter. Og hvor var den dog smuk, nærmest en fornem kunstgenstand. Benskinner blev ikke benyttet normalt, kun af højerestående officerer - eller hvis modstanderens kampform nødvendiggjorde det.
Våbene bestod af et (forholdsvis) kort tveægget lige sværd og en dolk. Om den sidstnævnte det interessante, at man mener legionæren medførte hele sin rørlige formue som forskellige kostbare udsmykninger på denne dolks skede. Herudover kastespydet pilum, også en genial tingest, hvor man bevidst havde svækket den lange jernod, hvor den var fæstnet til spydskaftet. Resultatet var, at når pilum var kastet mod modstanderen, bøjede det automatisk ved landing og anden modstand som f.eks. et skjold. Altså kunne det ikke kastes tilbage, og ramte man et skjold var modstanderen nødsaget til enten at slæbe rundt på pilum og skjold - eller kaste skjoldet. Pilum betragtedes som så farlig, at den sjældent udleveredes til lejetropper.
Til yderligere beskyttelse havde legionæren sit store buede, firkantede skjold, en tung sag, som ikke blev båret i bøjet arm, hvilket heller ikke var meningen. I stedet hang det fint i lige arm og dækkede alt, hvad ikke hjelm og brystpanser tog saig af, buet så venstre side var dækket, når man gjorde udfald med højre. Tyngden gjorde også skjoldet velegnet som kampvåben, hvilket Martin personligt havde erfaret, når en modstander i kampens hede under reenactmentopvisninger gav ham "en upper-cut" - bevidst eller ubevidst - med skjoldranden. Enten gik man ud som et lys eller var i det mindste godt groggy.
Kampformen var enkel, men effektiv og stramt disciplineret, hvilket modstanderne sjældent var. Opstillingen var i geledder med afstand mellem hver manipel, og dette mellemrum dækkedes af de bagved stående. Først sendtes nogle ladninger pilae afsted. Legionærerne afventede derefter eller gik selv til angreb med de første manipler, medens de bagved stående kastede yderligere pilae ind i fjendens rækker. Nærkampene udførtes fra romernes side nærmest som en kødhakkemaskine, ikke noget med at svinge sværd og store armbevægelser, næh skjoldet i hovedet på modstanderen og så stikke med sværdet i en stempellignende bevægelse. Når første geled blev trætte, byttedes med næste geled eller afdeling.
Udrustningen skulle legionæren selv betale, og da den var meget kostbar, fandt betalingen sted med afdrag over tjenestetiden.
Denne type udrustning gik ud af brug som krigsformen ændrede sig i mere asiatisk retning, legionerne erstattedes med lejetropper og sikkert også af økonomiske og produktionsmæssige årsager.
Ud over om legionærens personlige udstyr, fortalte Martin om de mange andre højteknologiske våben romerne benyttede sig af. I dag er det selvfølgelig ikke muligt at rekonstruere nøjagtigt, men det var tydligt fra forsøg, at deres krigsmaskiner var effektive sager, således fandtes der f.eks. mobile apparater, der udslyngede spyd nærmest som maskinkanoner.
Da Martin også er involveret i reenactment fra riddertiden, håber vi, at han næste år vil komme og fortælle om og vise en ridders udrustning og udstyr. Og vi kan i så fald garantere en spændende, oplysende aften og ikke mindst et fascinerende syn af de forskellige udrustningsdele.
AW