Onsdag den 7. marts fortalte Steffen Boel Jørgensen om den østrigske hær i efteråret 1813. Det fremgik klart, at den gængse opfattelse af den østrigske hær ikke holder vand, men at østrigernes indsats var afgørende for at få fjernet Napoleon 1813-14.
Nederlaget 1809 medførte godt nok, at Østrig forpligtigedes til kun at opretholde en begrænset hærstyrke, men som Tyskland efter 1. verdenskrig, sørgede man på tilsvarende vis for at opretholde de nødvendige kadrer af specialister og underofficerer, lige som kavaleriet blev bevaret i fuld styrke, således at når tiden kom, kunne man hurtigt bringe hæren op på fuld styrke. Da landet blev tvunget til at stille et korps til Napoleons felttog mod Rusland sørgede man behændigt for fortrinsvis at stille med enheder af tvivlsom karakter. Men udrustning, specielt artilleri, var et problem, da Østrigs pengekasse var tom.
Ledelsesproblemer var der også på grund af kejser Franz modvilje mod at give indflydelse til sin broder Carl, vel nok den general i Europa, der bedst kunne måle sig med Napoleon i feltherregeni. Kejseren frygtede broderens popularitet efter 1809 og holdt ham derfor uden for indflydelse i alle militære anliggender. Ledelsen tilfaldt i stedet Schwarzenberg, hvis evner og betydning af eftertiden synes underkendt. Dette skyldes antageligvis, at de værker, som fortrinsvis eftertidens engelsktalende skribenter benytter sig af, er forfattet af preussiske forfattere omkring 1900. Disse fokuserer naturligt på Preussens indsats under Blücher, men lige så meget betyder også deres samtidige opfattelse af Østrig som et da forbenet og reaktionært styre - og dette indgår så mere eller mindre ubevidst i værkerne. Med andre ord at historikere, som altid, beskriver historien ud med subjektive øjne og fordomme.
Bernadotte tillægges normalt doktrinen om kun at indlade sig i slag mod franske styrker, hvor Napoleon ikke førte kommando og trække sig tilbage, hvor Napoleon var. Men ophavsmanden var i realiteten Schwarzenberg, som allerede i 1812 formulerede denne maxime.
Østrigerne beskrives oftest som elendigt udrustede - også det kunne Boel Jørgensen tilbagevise med tal, der viste, at netop de østrigske styrker blandt de allierede var de, som havde de færreste tab som følge af sygdom og almindelig nedslidning. Ligeledes var østrigenes kampindsats "second to none", specielt grenaderenhedernes.
Der har været tvivl om østrigernes indsats ved Leipzig 1813, men også her forstod man, at kritikken var ganske ubeføjet, idet det snarere var den russiske zar, som klokkede i det - lige som ved Dresden.
Foredraget var en nøgtern gennemgang og viste klart, hvorledes man skal være varsom med at tage mange af historiens legender for sande, især skal man være opmærksom på senere historikeres baggrund og disses samtidsopfattelse.
Et godt foredrag, som man må håbe Boel Jørgensen tager sig tid til at nedfælde, så noget af indholdet kan bringes mere udførligt i Chakoten.
Det var også rart at se. at mange havde medtaget relevante effekter. Der var således bl.a. gode og smukt bemalede figurer, uniformsplancher, originale eksercerreglementer og unformsforskrifter.
AW