Referat af mødet, juni 2002

Militærmusik

På en dejlig sommeraften samledes en lille skare for at lytte til Thomas Bugge, som sammen med Peter Martin Pedersen gav en glimrende og munter indføring i spillemændenes, først og fremmest tambourernes og pibernes, rolle og spil i Danmark gennem tiden.

Efter en kort indledning tog de herrer fat på musikken, så vinduerne rystede og ældre officerer dukkede op som gamle cirkusheste, der hører de kendte manegetoner.

Hornisten havde desværre fået forfald, så Bugge tog en rask beslutning og gengav hornsignalerne med myndig, men måske lidt rusten og ikke helt skolet sangstemme.

Interessant var det at høre om den udvikling, som Livgardens værnepligtige tambourer på Frederik IXs befaling havde gennemgået under deres legendariske læremester i Livgarden Hans Fulling, en underviser af Guds nåde til hvem de udtrykte den dybeste taknemmelighed og beundring. Hvorfor de da også efter værnepligten havde bevaret lysten til at spille, nu i Hjemmeværn Københavns Tambourkorps - udelukkende bestående af gamle gardere.

Trommer var i ældre tid først og fremmest signalmidler ved infanteriet. Men efterhånden, faktisk som trommen mister sin militære betydning som signalmiddel og mere bliver march- og musikinstrument, dannes store militærorkestre ved de enkelte regimenter, gerne udvidet og forbedret ved tilskud fra officerernes egne lommer.

Trommen udgik som signalmiddel 1851, og signalhorn indførtes i stedet. Årsag hertil var de nye kampformer i spredte formationer, hvor hornet er mere anvendeligt og høres på længere afstande.

1842, hvor man går over til et bataljonssystem, fik hæren 6 musikkorps med harmonibesætning (i stedet for de mange regimentsorkestre), det vil sige både træblæsere og messingblæsere, og knap 20 bataljonskorps, som hver især kun indeholdt omkring 16 messinginstrumentalister.

For Danmarks militærorkestre og dansk militærmusik har tiden efter 1900 og især 1932 har været en hård nedtur i modsætning til nationer med større militære traditioner. Sparekniven har i dag ramt næsten alt, så kun Livgarden har et større professionelt orkester, selv om Slesvigske Musikkorps og Prinsens Musikkorps tappert kæmper videre i stærkt beskåret form. Herudover har Søværnet et værnepligtigt musikkorps, lige som Hjemmeværnet har sine musik- og tambourkorps.

Sic transit gloria mundi.

Et komisk højdepunkt nåede man i 30erne, hvor man endog havde afskaffet de nyligt indkøbte små marchtrommer. "Musik skal der til", tænkte traditionsbevidste officerer, og man installerede en grammofonspiller i en højtalervogn til at køre i spidsen for de marcherende tropper. Nyskabelsen blev benyttet ved en kongeparade for Christian X over åbent terræn. Det gjorde man kun denne ene gang!

Tambour- og hornmusikken blev kyndigt gennemgået af Bugge med eksempler på kendte melodier og signaler krydret med muntre anekdoter.

Til de enkelte hornsignaler er en officiel tekst, ofte af meget pædagogisk og martial art. Den slags er normalt spildte guds ord på en værnepligtig, og Bugge citerede flere af de ganske lyriske mandskabsversioner. Hermed et par eksempler:

Hornsignal 1846: "Her kommer den kommanderende General. General!" Og i mere almindelig tekst: "Her kommer den kommanderende general. Han er gal" eller "Nu kommer han igen det gamle dumme svin".

Hornsignalet "Rytteri!" fra 1881: "Her kommer det fjendtlige rytteri. Fanden sku' lyne og tordne deri. Rytteri! Rytteri! Rytteri!" Og den mere populære tekst fra Kastellet: "Kom Pige, ka' Du la' vær mæ' aa' le, så skal Du få at se en Gonorrhé! Gonorrhé! Gonorrhé!"

TS