Onsdag den 6. september mødte godt 25 medlemmer i Kastellet for at høre museumsinspektør Jens Ole Christensen, Tøjhusmuseet, tale om Centralfæstninger i Europa i slutningen af 1800 tallet og deres betydning forsvarsmæssigt og politisk.
Godt halvtreds år efter Napoleonskrigenes ophør, hvor Wienerkongressens aftaler begyndte at blegne under dagens realiteters pres, begyndte man i de små stater at overveje, hvorledes man forsvarede sig bedst mod større modstandere, ny våbenteknologi og nye kampformer.
Den franske revolution havde skabt værnepligten, som de fleste lande indførte successivt i et stadigt kapløb, om hvem der kunne mobilisere flest tropper hurtigst muligt. Millionhære kunne nu stilles på benene i en fart. Hertil kom, at grænsespørgsmål og kamp om indflydelsessfærer atter blev forstærket under nye generationer efter 1830 og 1848 revolutionerne, med tilhørende opblussen af nationalisme. Modsætningerne mellem de gamle stormagter Frankrig, Storbritannien, Østrig, Rusland og Preussen var intakte, og alle vogtede på alle.
Aftenens emne var diskussionen om og opførelsen af centralfæstninger i Europas små stater: Danmark, Sverige-Norge, Belgien, Holland og Schweiz. Alle var de lande, som havde mægtige naboer, og som i en konfliktsituation meget nemt ville kunne løbes over ende.
Spørgsmålet var, hvorledes man kunne indrette sit forsvar bedst muligt, for derved om muligt afskrække sin modstander ved udsigten til uforholdsmæssige store tab. Ingen regnede med at kunne vinde, men håbede på en hjælp udefra uden at der mærkeligvis synes at have været nogen aftaler eller forsvarsforbund for sådant. Øjensynligt fordi de små lande ikke ønskede at binde sig til en side, hvilket kunne være lige så farligt, hvis man på længere sigt ønskede at bevare sit territorium som selvstændig nation.
De danske erfaringer byggede på 1848, som vi klarede på grund af russisk og britisk diplomatisk indblanding, medens det gik galt 1864. Nederlaget 1864 satte sig dybe spor i vor efterfølgende politik og ikke mindst i forsvarsspørgsmål. Politikere og militære stredes bravt, indbyrdes og mod hinanden, for at finde frem til en holdbar løsning. Modstanderen var helt klart Tyskland. En modstander som ikke blev mindre farlig efter 1870 og ved samlingen af de mindre tyske stater under Preussen.
Skulle man vælge et mobilt forsvar, et neutralitetsforsvar eller satse på en centralfæstning, hvor man eventuelt ville kunne holde en overmægtig fjende stangen for en tid og påføre ham store tab. Danmark endte efter årelange politisk-militære stridigheder med at satse på en kombination af de to sidste muligheder. Man besluttede at befæste København med en ring af landmilitære forsvarsværker og styrke kystforsvaret, med en serie kystforter. (Nærmere om disse byggerier kan læses i Miljø- og Energiministeriets, Guide til Københavns Befæstning. 900 års befæstninghistorie, København 1996).
Ikke mindst nationalisme, erindringen om Stormen på København 1658, tanken om "kamp til sidste mand" og lignende irrationelle bevæggrunde spillede ind i de endelige beslutninger.
For Sverige var modstanderen Rusland. Sverige sørgede stadig nationalt over tabet af Finland 1809 og mindedes sin stormagtstid 1630 - 1707. At stå imod Rusland ved grænserne var en absurd tanke. I stedet besluttede man sig for at bygge en centralfæstning, Karlsten, ved de store søer i Midtsverige.
Meningen var så, at ødelægge en russisk angribers forsyningslinier gennem Sverige, for til slut at angribe, når fjenden var påført tilstrækkelige tab til, at man havde en chance.
Fæstningsværket er i dag stadig imponerende og værd at besøge. Og til besøgende sælges der ud af kasseret udrustning, hvis man skulle ønske at ekvipere sig billigt!
Belgien havde to mulige modstandere - Frankrig og Tyskland og samtidig en til næsten vished grænsende sikkerhed for, at Storbritannien ville komme til hjælp, idet dette land gennem århundreder ikke havde tolereret, at nogen europæisk stormagt kontrollerede området. Var trusler om krig ikke nok, ja så gik Storbritannien i krig, som man så f.eks. under Den Spanske Arvefølgekrig, Napoleonskrigene og 1914. Altså satsede Belgien, under ledelse af den kendte fæstningsgeneral Brialmont, på at bygge et centralfæstningsanlæg op omkring den store havneby Antwerpen samt byerne Lüttich og Namur.
I Holland satsedes også på et centralfæstningsbyggeri og samtidig udstrakt anvendelse af oversvømmelse af omliggende områder. Hvad var så resultatet i 1914 af alle disse kostbare byggerier, som teknologisk hurtigt forældedes, hvorfor det var nødvendigt stadig at udvide udenværkerne med stadig nye og fjernere forter?
Belgien var det eneste land, hvis fæstningsværker kom på prøve mod tyskerne 1914, og alt faldt efter ganske kort kamp.
For Danmark synes de kostbare anlæg derimod at have gjort deres gavn, så Danmark ikke blev indraget i 1. verdenskrig, som det fremgik af den efterfølgende debat. Militæromkostningerne ved at indtage Københavns befæstning blev af tyskerne anset som for kostbare i forhold til udbyttet, idet alt var presset til det yderste materielt og mandskabsmæssigt, så blot en forholdsvis ringe omfordeling af ressourcer kunne føre til nederlag. Dog skal man være opmærksom på, at tankegangen for visse østeuropæiske stater under 1. verdenskrig blev den samme, og da de satsede mod Tyskland-Østrig, kom de gruelig galt af sted.
Det interessante foredrag blev leveret særdeles kompetent og klart. Man forstod, hvorledes våbenudviklingen faktisk gjorde fæstningsbyggerierne militært utidssvarende inden de var færdige, og at et nok så stærkt værk altid kunne indtages, men med omkostninger. Og at ved afvejningen af et angrebs omkostninger, ja så tjente mange af fæstningsbyggerierne alligevel deres mål på udmærket vis. Så man forstår helt, hvorfor så mange i dag slutter op om bevaringen af resterne af Garderhøjsfortet og de anlæg, som stadig eksisterer fra den tid. Skulle museumsinspektør Jens Ole Christensen en anden gang kunne formås til at uddybe aspekter af emnet, vil der utvivlsomt være mange tilhørere dertil.
Efterfølgende gentoges succesen med en bid brød (kr. 10,- stk) og en øl eller vand (kr. 15,- og kr. 10,-), hvor diskussionen om foredraget og andre foreningsrelevante sager gik lystigt. Endnu en vellykket aften i smukke, velholdte omgivelser.
HCW