Da Sicherungsstellung Nords historie er ridset så godt op såvel her på siden via Per Finsteds gengivelser af artikler som på Sønderjyllands Amts hjemmeside m.fl., så vil jeg ikke forsøge at "angribe stillingen" fra den vinkel, men i stedet beskrive de dele af stillingen, som vi oplevede under vores besøg i sommeren 2005.
Da sommerferien nærmede sig med hastige skridt, så skulle jeg skaffe os en sommerbolig i Danmark og helst så langt fra alfarvej som muligt.
Under en søgning på Internettet fandt jeg så det hus i Åbøl nær Bevtofte, hvor disse linier skrives - i sandhed langt fra alfarvej som ønsket.
Jeg havde på daværende tidspunkt ingen særlige tanker om Sicherungsstellung Nord, men da jeg kiggede nærmere på Åbøl på et kort, så måtte jeg konstatere, at det rent faktisk ligger midt foran stillingen.
Den mulighed kunne jeg ikke lade ligge og bevæbnede mig med en udskrift fra Sønderjyllands Amts hjemmeside af oversigten over offentligt tilgængelige dele af stillingen.

Oversigtskort over hele Sicherungsstellung Nord
Her følger korte beskrivelser af de steder, som vi nåede at besøge, som de så ud i sommeren 2005.
Det naturlige sted at starte var Gammelskov batteri. Ifølge beskrivelserne også et af de største anlæg i hele stillingen.
Batteriet er beliggende på Østergårdsvej - en sidevej til landevejen mellem Agerskov og Rangstrup.
Stedet er nemt at finde, da der ude vej landevejen er et seværdighedsskilt "Gammelskov Batteri".
Efter en kort tur ad Østergårdsvej finder man parkeringspladsen; den er ikke stor, men stedet var på dagen så absolut heller ikke overrendt; vi var de eneste besøgende.
På parkeringspladsen står en oversigtstavle med en kort beskrivelse af stillingens og batteriets historie samt en skitse over, hvordan batteriet så ud.
Fra parkeringspladsen fører en skiltet sti ind i Gammelskov Krat.
Stien, der er passabel, men hverken belagt med asfalt eller grus, fører først igennem en moderne granplantage, men når man når op til selve batteriet har skoven ændret karakter og fremstår nærmest som "urskov".
For enden af stien står endnu en oversigtstavle magen til den, der stod på parkeringspladsen.
Man befinder sig nu cirka midt på bagsiden af batteriet og der er bl.a. mulighed for at gå rundt om hele batteriet på ydersiden.
De eneste rester, der er bevaret er store betonstykker, der er blevet liggende efter sprængningen i 1920'erne og så gravene.
Det kan i sandhed være svært at få et overblik over, hvordan batteriet oprindeligt så ud og den på amtets hjemmeside omtalte model fandt jeg aldrig, men alligevel er stedet et besøg værd og man kan sagtens få en ide om, hvor stort hele anlægget har været og hvilken dominerende placering, det har haft i landskabet.
Derudover er skoven suppleret med de betonresterne, der delvis overgroet af mos og vild efeu, i sig selv en anderledes skovoplevelse, end man finder de fleste steder i Danmark.
Uden nogensinde at have besøgt Sydøstasien og derfor uden at drage sammenligning, så fik stedet tankerne til at gå til de gamle templer, der er blevet fundet skjulte og overgroede ude i junglen.

Skitse over Gammelskov Batteri
Jeg har under mit besøg ved resterne batteriet forsøgt at gengive oplevelsen og stemningen i en billedserie.
Billeder fra Gammelskov Batteri
Fra Gammelskov batteri er det naturligt at køre tilbage til landvejen og fortsætte mod Rangstrup.
I Rangstrup svinges ad rute 435 mod Strandelhjørn.
Dette sted er ikke skiltet oppe ved landevejen, men som følge af et godt gæt drejede vi af mod Strandelhjørn Skov ad Tyrholmvej.
Et lille stykke nede viste et seværdighedsskilt af mod Sikringsstilling Nord.
Her var ingen parkeringsplads, men et enkelt køretøj kunne klemmes ind i rabatten (i øvrigt så skiltet blev skjult).
Vejen ind til batteriet går ad et markskel langs med et levende hegn og efter et par hundrede meter opdager man en oversigtstavle inde i krattet til venstre.
Når man har forceret skovkanten står man på kanten af graven bag batteriet.
Der er mulighed for at komme ned i graven og gå stillingen langs ligesom man sine steder kan komme op oven på stillingen.
I modsætning til Gammelskov Batteri, så finder man her to ammunitionsbunkere, der ikke er blevet sprængt.
Stedet minder meget om Gammelskov med den samme stemning, men man kan hurtigt konstatere, at
dette batteri er langt mindre end Gammelskov.
De to bevarende bunkere giver en bedre mulighed for at forestille sig, hvordan anlægget
oprindeligt har set ud.

Skitse over Strandelhjørn Batteri
Jeg har også her taget en stribe "stemningsbilleder" anno 2005.
Billeder fra Strandelhjørn Batteri
Fra Strandelhjørn fortsatte vi ad rute 435 mod øst og svingede nordpå ad rute 403 mod Over Jerstal.
Torsbjerg batteri er ikke skiltet ved landevejen og en forsøgsvis tur til højre ind ad en skovvej gav intet resultat.
Vi kørte derfor op til Over Jerstal fordi angivelserne siger, at batteriet skal ligge
2,5 km syd for byen.
Triptælleren viste 2,5 km, da vi var tilbage ved skovvejen, der i øvrigt hedder
Fuglsangsvej og vi forsøgte derfor igen at køre ind i plantagen og parkere.
Til fods kunne jeg konstatere, at der ved den første sti til venstre var et af de små skilte, der anvendes til markering af stillingen alle steder.
Et stykke inde ad stien efter et hårdt højresving finder man igen et af de små uanseelige skilte, med tilføjelsen "0-200 m".
Går man ind i plantagen finder man umiddelbart inden for skovkanten graven bag batteriet.
Her er de gravede stillinger det der mest dominerer oplevelsen, selvom der også her er rester af betonen.
Et oversigtsskilt fandt jeg ikke, så derfor: Heller ingen skitse her af batteriet, som det oprindeligt så ud.
Bevoksningen er lysere og lettere end på de to forrige steder og det hele fremstår ikke så overgroet. Til gengæld savnede jeg skovstemningen.
Som skrevet "stemningen var ikke den samme", men billedserien må tale for sig selv.
Billeder fra Torsbjerg Batteri
Broen, der er bygget af Ersatz Pionier Kompagnie 10 i 1918 var en del af den daglige gåtur med "drengene".
Broen ligger umiddelbart udenfor Hjartbro og fører Pionervej over Gels Å (her har sognets "vise fædre" vist ikke haft så svært ved at finde på et navn til vejen, da loven blev ændret).
Pionervej støder ud til landevejen mellem Bevtofte og Tirslund. Ved vej-T'et står
et af de små skilte, som ikke er beregnet for bilister.
Et tilsvarende skilt er placeret ved selve broen.
Broen ligner - undskyld jeg siger det - enhver anden lille vejbro over et mindre jysk vandløb, men det kan da konstateres (hvis man søger ned til åbredden), at der indstøbt i betonen findes navnet på "konstruktørerne" og byggeåret.
Jeg tog en stribe billeder af broen, men de kan ikke andet end (min påstand) bevise, at den ligner alle andre små broer over åer i Jylland - bortset fra inskriptionen, naturligvis.
Billeder af broen ved Hjartbro
På vejen fra Bredebro og nordpå ad hovedvej 11 passerede vi i Skærbæk skiltet, der viste mod Østre Gasse (ad Åbenråvej).
Vi tog derfor en lille afstikker og fandt ret kort udenfor Skærbæk et standard seværdighedsskilt, der viste til venstre mod Gasse Høje.
Der kan køres ad en markvej helt op på topppen af højen, hvor der findes en stor parkeringsplads.
På toppen findes tre kæmpehøje, som ved første øjekast kan forveksles med den forventede, velbevarede maskingeværbunker, men Nej!.
Bunkeren ligger gravet ned i den østlige del af højdedraget og vejen dertil er skiltet med de små markeringsskilte.
Vi var ikke inde i bunkeren, selvom der ser ud til at være fri adgang, men dels var nedgangen ikke synderlig passabel, dels har jeg betænkeligheder ved hundepoter i lukkede, mørke rum i disse tider, hvor eengangsflasken vokser i dominans og hvor værdien af pant på andre flasker modsvarende falder i folks bevidsthed.
Billedmaterialet fra dette sted bærer derudover præg af problemer med strømforsyningen til mit kamera.
Når det er sagt, så det et sted, hvor man fortsat kan opleve betydningen af
netop denne del af befæstningen.
Gasse Høje er et dominerende højdedrag i det relativt flade landskab og
betydningen af, at kunne holde fjenden væk herfra kan fortsat opleves.
Billederne forsøger udover at vise bunkerens bagside også at vise, hvor stort et overblik man har over det omkringliggende terræn.
Udover resterne fra Sicherungsstellung Nord udgår der en natursti fra Gasse Høje, som også kan gøre stedet et besøg værd.
Jeg skal ikke forsøge at påstå, at der her er tale om militærvidenskabelig forskning overhovedet, men derimod et forsøg på at give et indblik i, hvordan resterne af Sicherungsstellung Nord i dag kan opleves på helt almindelige, turistlignende vilkår.
Jeg kan absolut anbefale, at man - hvis vejen falder forbi det sønderjydske landskab - ofrer tid på et besøg på et (eller flere) af stederne i stillingen; enten de her besøgte eller andre.
Evt. bidrag fra sådanne besøg kan måske supplere denne artikel på et senere tidspunkt.
Steen Boyes hjemmeside Sicherungsstellung Nord
Her på siden: