I lang tid brugte vi forskellige modelhuse i vores krigsspil. Under hvert hus var der et stykke pap, opdelt i et antal felter, som viste hvor den enkelte figurbrik var placeret. Når der så skulle kæmpes om bygningen, så fjernede vi modelhuset, og var efterladt med det kvadrerede stykke pap.
Resultatet fungerede meget godt rent spillemæssigt, men en by var hurtigt kedelig at se på, fordi den ikke gav indtryk af højdeforskellen mellem bygningerne og det omkringliggende terræn.
Vi opfandt så en bygning, som på den ene side gav mulighed for at placere figurbrikker og på den anden side bibeholdt indtrykket af højde.
Det kan naturligvis debatteres, hvor stor den enkelte bygning skal være. Spillemæssigt skal den repræsentere et bebygget område med en given udstrækning. Vi valgte derfor en standard, som rummer plads til at placere to figurbrikker eller en dobbeltbrik. Heraf følger, at tunge våben og køretøjer typisk vil være henvist til placering uden for bygningerne, hvilket visuelt og spillemæssigt fungerer ganske godt.
Bygningens udseende er bevidst relativt neutral, idet den skal simulere et bebygget område og ikke et enkelt hus altså på samme måde, som vores figurer, der er monteret på en brik, der skal vise, at eksempelvis en infanterideling fylder et givet geografisk område.
Bygningerne får sikkert ikke priser for deres arkitektoniske udformning, men de er praktiske og stærke nok til brug i krigsspil.
Hent skabeloner til bygningerne. I Word-format I Rtf-format
Tilsvarende samles en bygning på 2 x 2 felter, idet alle mål og materialer dog tilpasses bygningens størrelse. Ruinen samles også på samme måde, men her skal øverste etage dog deles, så der opstår en niveauforskel.
Som med så meget andet i vores hobby, så er præcision (og tålmodighed) med til at give det bedste resultat og efter de første par huse, så finder man snart rutinen.
God fornøjelse!!
Per Finsted