Filmanmeldelse af Helle Sihm.
Ny, anderledes vinkel skaber ny, anderledes viden.
Første del af den imponerende storfilm om de Gaulle: “Modstandens pris”, overvælder, fascinerer og rører.
Hitlers hær marcherer under Napoleons triumfbue .- Hitler selv poserer begejstret foran Eiffels tårn. Paris og Frankrig er ikke bare bukket under for Tysklands krigsmagt, nej, øjeblikke efter får landet også en aldrende regeringschef, marchal Petain, som indgående opfordrer til samarbejde med nazi-Tyskland. Modstandsbevægelser, – ethvert oprør mod denne nye regering, vil blive slået ned og straffet hårdt. Det er sommer 1940. DET kan den bryske, barske, selvovervurderende, uforsonlige, høje, langbenede, langnæsede general Charles de Gaulle SLET ikke leve med, -SLET ikke acceptere!
Før Petain har nået at udtale ordet “samarbejdspolitik” er en rasende de Gaulle taget til London med de vildeste ideer om at frelse i første omgang Frankrig, – dernæst resten af Verden fra Hitlers åg.
Hvilket han da også oplyser Churchill om, da den ustoppelige franskmand hurtigt tager plads ved hans skrivebord. Snart efter får den, på dette tidspunkt udelukkende fransktalende general også sendetid hos BBC, hvorfra han kan udbrede sine opildnende ideer til et radio-lyttende Frankrig.
De Gaulle grundlægger i England oprørshæren “Frie Franske”, som dog i starten ikke opnår overvældende tilslutning, men lidt efter lidt vokser sig stadigt større og stærkere på begge sider af Kanalen. Den geniale ener, med den ukuelige kampgejst beviser gang på gang at det umulige ikke er … umuligt!
Også den stejle, franske general bliver ramt af Menneskets utæmmelige, evindelige fascination af den dødsforagtende leder, loyalt til, -og ofte udover,- døden fulgt af en lille flok ligeså dødsforagtende idealister: Det er Napoleons Gamle Garde ved Waterloo, – det er Odysseus, der propper en lille hærenhed ind i Den Trojanske Hest, det er oberst Travis, som forsvarer Alamo med 185 civile mod mexicanske Santa Anas kæmpehær, det er lord Cardigan, der leder Den Lette Brigade ind i dødens dal på Krim, – det er Henry 5., med sit “band of Brothers” på Sct Crispian`s Day”… og her er det i særdeleshed general Koenig, der med få hundrede soldater holder stand mod fjendens enorme overmagt i over to uger! I sigselv en fantastisk bedrift, men også een, der sjældent er blevet skildret i bredt udbredte spillefilm og ikke-faglig litteratur på vore breddegrader.
Undervejs gennem denne 2 timer 40 minutter lange FØRSTE DEL af “de Gaulle – Modstandens pris”, afsløres det, hvordan engelsksprogede, britisk og amerikansk- indfaldsvinklede film har skabt, formet og vedligeholdt et bestemt billede af 2. Verdenskrig blandt “lægfolk”. Her får vi så er helt nyt og overrumplende anderledes: Fransksproget, oplevet og skildret gennem franske, og især de Gaulles nærmest fanatisk franske øjne; fokuseret på personer og begivenheder, der spillede kæmperoller i denne krig, men som her i landet kun er lidet kendt udenfor faglige kredse. Hermed bliver denne film(-halvdel) både spændende og vidensudvidende på den mest velunderbyggede, velproducerede og underholdende facon!
Hvor talrige film om 2. Verdenskrigs kampe i (Nord-)Afrika har givet kendskab til mænd som Patton, Montgomery, Rommel og hans ørkenrotter -til el-Alamein, Tobruk, (Icecold in) Alexandria (ja, det er en iskold Tuborg!), så er det her helt andre hærførere i helt andre slag, der betvinger sand, knuser fjender og dominerer lærred og publikum; en voldsomt fascinerende og berigende oplevelse!
Sjældent skildret på film vist her i landet er også, at Frankrig først i 1940ene er en mægtig kolonimagt, -besiddende enorme områder i den centrale Afrika. En af de Gaulles vilde ideer er at samle beboerne i disse til en kampklar og -dygtig hær under Frie Franske; til kamp mod både Hitler og den Petain-ledede Vichy-regering. Han sender et par af sine mest dedikerede folk på kano-ekspedition langs floderne ud til disse fjerne kolonier. Det går ikke HELT, som de Gaulle eller hans stedfortræder i kanoen, leClerc håber, men vi andre er blevet meget klogere og glimrende underholdt.
Anden og sidste del af dette overdådige filmværk har premiere 29. oktober, og i mellemtiden kan det anbefales at få set en helt anden slags de Gaulle-film, -nemlig Gabriel Le Bomins “de Gaulle” fra 2020 med Lambert Wilson i titelrollen. ( Findes på Filmstriben og kan lejes på Prime Video og Viaplay). Denne film skildrer i højere grad den private general: den dedikerede ægtemand, – faderen, som så ubetinget og hjertegribende elsker sin mongolide datter. For denne de Gaulle ser man ikke meget til her.
Hvor Simon Abkarian har både ydre og “indre” lighed med de Gaulle – ikke mindst den krystalklare, knivskarpe diktion, der gjorde, at selv folk, der ikke kunne det mindste fransk følte, de forstod ham, er det anderledes med Simon Russell Beale som Churchill. Eneste ydre lighed er…tykkelsen, men til gengæld er skuespillet, -replikbehandlingen så perfekt, at det føles som betragter vi den dokumentariske Winston himself. Derfor bliver samspillet mellem disse to gigant-egoer og krigsstrateger også så fascinerende: først udvikler de de et hjerteligt, gensidigt respektfuldt venskab – godt hjulpet på vej af sprut og smøger, som der realistisk og herligt politisk ukorrekt er masser af i filmen her. Det er vel er FRANSK film! Men dernæst skifter forholdet til rent, glødende had, da krigens udvikling fordrer dette. De to vidt forskellige giganter magter ikke at forene sig mod den fælles fjende. Et forrygende, indre psykologisk drama bag krigens torden: Sørgeligt, smertefuldt, stærkt!
Fint filmisk afbalanceres denne krigstorden og de spektakulære slagscener også af et purungt par, der kæmper indædt, skjult og dødsensfarligt for Frie Franske hjemme Frankrig.
Efter at have set denne storslåede, overrumplende fascinerende første del, som tilføjer så meget nyt til den brede, populære almenviden om 2. Verdenskrig generelt og de Gaulle i særdeleshed bliver det selvfølgelig både spændende og absolut nødvendigt at få set anden og sidste del sidst i oktober!
“de Gaulle: Modstandens pris”. Originaltitel: “De Gaulle – Resistance”. Instruktion: Antonin Baudry. Denne første dels spilletid: 2 timer 40 minutter. Danmarkspremiere 13. august. 2. del følger 29. oktober 2026.Distribution: Mis.Label.
Med: Simon Abkarian (de Gaulle), Simon Russell Beale (Churchill), Benoit Magimel (Koenig), Niels Schneider (leClerk), Loic Corbery (Pleven).5 stjerner.





