The U-Boat Campaign against Britain, 1939-41, af Mark Stille. Illustreret af Jim Laurier.
(klik på link for illustration)
Boganmeldelse af: Simon Papousek
Den amerikanske marinehistoriker Mark Stille leverer første del af et planlagt flerbindsværk om krigen på Atlanterhavet under Anden Verdenskrig. Stille har tidligere skrevet en lang række andre titler i blandt andet Campaign-serien, med primært fokus på USA’s flåde i Stillehavet. I denne bog har Stille dog fokus på den første del af Anden Verdenskrig, hvor Storbritannien og Tyskland stod over for hinanden på søen.
Bogen indledes med en forhistorie om de betingelser som Tyskland var underlagt efter Første Verdenskrig. Som bekendt var Tyskland ramt af utallige sanktioner og levevilkårene blev gjort så meget desto vanskeligere, da de ikke havde særlig meget at skulle have sagt under fredsforhandlingerne. Her var det sejrherrerne som dikterede en ny-ordning af Europa. Det betød blandt andet, at Tyskland fik restriktioner på sit eget militær, herunder flådestyrken.
Under Første Verdenskrig havde tyske ubåde gjort tilværelsen surt for den allierede skibstrafik. De gjorde blandt andet kål på amerikanske passagerskibe, som var med til, at USA trådte ind i krigen mod Tyskland. Tyskernes effektivitet dalede da der blev indført konvojsejlads – handels- og fragtskibene fik nu beskyttelse af krigsskibe udstyret med anti-ubådsvåben. Tyskerne vendte derfor mod Middelhavet, hvor de opererede frem til slutningen af krigen. Men ubådsvåbenet havde til trods for en beskeden effekt, efter konvojering blev normen, vist sin betydning. Den psykologiske effekt af at have en skjult fjende under vandet må have været grusom for besætningen på handelsskibene. For uanset hvad, udgjorde skibene et mål.
Ubådene blev derfor et af de våben, som tyskerne med erfaringerne fra krigen og hvad ressourcernes strakte til, fortsatte med at raffinere og udvikle frem til krigsudbruddet i 1939. Overfladeskibe var endnu for omkostningsrige og med den engelske og franske flåde som primær modstander, gav det sig selv, at det var ubådene der skulle satses på.
De allierede skibe som blev sat ind mod ubådene, var endnu ikke opdateret hvad angår dybvandsbomber og sonar. Ligesådan besad flyvemaskinerne stadig en begrænset aktionsradius. Og når flyene endelig fik en ubåd på kornet, skulle der mere end held til, for at få ram på den før den dykkede.
Men efterhånden som tiden gik, udviklede både tyskerne deres ubådsfærdigheder, ligesom de allierede fik taget de nødvendige skridt for, at få effektiviseret beskyttelsen af sine fragtruter.
Battle of the Atlantic fortæller om tiden fra 1939 til 1941, hvor de tyske ubåde oplevede deres ”glade dage”. Her lykkedes det tyskerne at sænke store mængder tonnage, men mod slutningen af 1941 ændrede billedet sig. På det tidspunkt var konvojeringen sat i system, besætningerne havde masser af erfaring og USA trådte ind i krigen. Det var blot et spørgsmål om tid, før Tysklands dominans med ubåde ville ophøre.
Udgives af: Osprey Publishing, Oxford. Campaign 408. 96 sider. Pris: 16.99£
