Dybt tilfredsstillende fuldendelse af Anders Refns monumentale trilogi.
Intet spørgsmål lades ubesvaret, -ingen ender uhæftede i den velspillede, vemodige sidste del af trilogien “De forbandede år”, -med titel-tilføjelsen: “Fredens pris”.
Af Helle Sihm.
Han var voldsomt ude med riven allerede måneder inden premiere på trilogiens sidste del, – Berlingskes jødiske kulturmedarbejder, Bent Blydnikow: Filmene var ude af balance med deres voldsomme hyldest til kommunismen, – påstanden om, at BOPA- gruppen var de sande helte, -kommunisterne de sande frihedskæmpere… Men enhver rive må parkeres allerinderst i redskabsskuret når sidste del af Anders Refns imponerende trilogi “De forbandede år”: “Fredens pris” er set. For hele vejen gennem dette overvældende, helstøbte værk, og især her i det moll-stemte slutafsnit, som starter præcis som 2. Verdenskrig slutter, er balancen mellem alle yderpunkter: politiske, -økonomiske, -nationale, -sociale, -følelsesmæssige…een af dets imponerende kvaliteter!
Her fremhæves det absurde: At regeringen ved krigens start opfordrede til, -ja, forlangte, at alle samarbejdede med besættelsesmagten, og så, -efter 1943, det præcis modsatte: At enhver form for samarbejde blev forbudt og anset som landsforræderi, og hvordan det derfor var umuligt at leve op til begge krav. Ja, selv det forhadte begreb “værnemageri” formår filmen at belyse, så det bliver, omend absolut ikke acceptabelt, så dog forståeligt.
For det er netop ovenstående klemme, filmens absolutte centrum, – handlings-fremdriver og omdrejningspunkt, fabrikant Karl Skov havner i; hans elektronikfabrik, Elektronika, efterkommer samarbejdsregeringens forlangende og producerer omtrent fra krigens start til tyskerne .Karl føler jo, han har ansvar for, at alle fabrikkens arbejdere fortsat kan tjene en rimelig løn, og, nåja, selvfølgelig også at han og hans familie kan opretholde rigmandslivet i den store, elegante Strandvejsvilla. Som nævnt, -også i filmens titel, starter denne sidste trilogi-del i det øjeblik, krigen slutter: fredsbudskabet lyder i radioen: efterspillet, -oprydningen kan begynde!
Her i Danmark var retsopgøret efter 2. Verdenskrig kaotisk, -rodet, -styret af de voldsommeste følelser af alle slags. Her fulgtes krigen ikke til dørs af en Nyrnberg-lignende stramt styret, retfærdigt ledet, gennem-fotograferet og -dokumenteret retsproces, hvilket har giver Anders Refn og hans to med-manus-forfattere: Først Flemming Quist Møller, og, efter hans død, skuespilleren Jesper Christensen frie hænder til at inddigte retsopgøret i de fiktive personer og det opdigtede forløb med voldsomt drama og præcist anbragte effekter. Så velfungerende også takket være det formidable “cast”, -anført af en sublim Jesper Christensen som Karl Skov, – med i de fleste scener, og, -uanset hvor tæt kameraet nærmer sig hans stadig mere furede og hærgede ansigt, konstant udtryksintenst rolleindlevet og gennemægte. -og takket være disse frie hænder, – filmen er jo fiktion, selvom det ikke opleves sådan!- har manus-forfatterne kunnet inkorporere ALT, hvad de fandt væsentligt: Kvindernes afhængighed af mændene og disses indtægter, – tuberkulosen, der får bugt med de få overlevende fra kz-lejrene, den moderne jazz-musik og dens udøvere, – og da en sort afro-amerikaner med Verdens hvideste tandpastasmil, indfinder sig på Skovs datters (værnemager-betalte!) jazz-klub, også det dragende narkotika og den forbudte homoseksualitet: omhyggeligt mindevækkende for de ælder generationer, – oplysende lærerigt for de yngre.
Som det fremgår af filmens fint dobbelttydige eftertitel: “Fredens pris” fulgte der en sådan med krigens slutning. Om denne pris, -dette opgør, sige instruktør Anders Refn: “Nej, der var intet retfærdigt, -et velstruktureret over det danske retsopgør”. -intet gennemregistreret som i Nyrnberg. Godtnok henrettedes 46 danskere under det danske retsopgør, men fremsynet og fornuftigt brugte systemet meget tid og omsorg på at få de resterende hele 13.500 dømte resocialiseret og sendt ud i samfundet igen. -og DET var der INGEN, der ønskede for de 24 dødsdømte top-nazister i Nyrnberg! -men Danmark skulle genopbygges, hadet dæmpes, så udslusningen til tvangsarbejde var en både fremsynet og fornuftig beslutning: de dømte skulle arbejde for deres frihed og for det nye Danmark.
Da 1. del af trilogien havde premiere tilbage i Januar 2020, er det klogt at denne sidste del indledes med et kort, klart, koncentreret resume af de to forudgående dele: Hukommelsesopfriskende og/eller handlingsindførende. Hele vejen igennem denne del er stemningen dybt vemodig: Børn er døde, – en elsket, misbrugende hustru vil skilles, – og tristessen stiger støt filmen igennem: Tabte retssager, truende fattigdom, knuste hjerter, mistede formuer og arbejdspladser…og en utroligt stærk henrettelses-scene, hvor den dødsdømte jøde-bøddels far er præsten, der skal overvære skydningen og bede for sin storforbrydriske søn…
I sin utroligt omhyggelige opbygning starter trilogien om morgenen 9. april 1940, da tyske fly drøner over Karls og Evas elegante sølvbryllup i pragthaven udenfor deres Strandvejsvilla, med Dannebrog smældende fra flagstangens top over champagne og luksus-canapeer og en større flok overklassevenner i elegante rober og den slutter med en HELT anderledes fest: Karls fødselsdag otte år senere: I en langt ydmygere have med små papir-Dannebrogsflag stukket ind i hækken og et diskret lille glas til at skåle med de få, nærmeste venner og familiemedlemmer..- men solen stråler igen og lover et godt, helt anderledes liv for familien. Her er håb for de gamle, som forstod at tilpasse sig de nye tider, -og for de unge, som skabte dem.
I filmens sidste minutter forenes en far og en søn efter de begge, men hver for sig og i dybeste uoverensstemmelse, har været gennem grusomme begivenheder de forgangne otte år, over en bog-gave: Hemmingway´s “Farvel til våbnene” og dermed det fineste håb om en fælles, fredfyldt, lysere fremtid. Så enkelt, -så smukt, -så tyst følelsesladet, -så inderligt tilfredsstillende!
“De forbandede år, -fredens pris” har danmarkspremiere torsdag den 19. marts over hele landet. 5 stjerner (hvis I ønsker sådanne). Spilletid: 2 timer og 10 minutter. Instruktion og manus: Anders Refn. Manus-medforfattere: Flemming Quist Møller og derefter, efter dennes død, Jesper Christensen. I rollerne: Jesper Christensen (Karl Skov), Bodil Jørgenden (Eva Skov), Mads Reuther (Aksel Skov), Sara Viktoria Bjerregaard (Helene), Sylvester Byder (Valdemar), -og mange, mange flere…Dansk distribution; Scanbox.
