De Gaulle: Frihedens stemme

  1. del er langt den bedste del!

Sært og ærgerligt har 2. og sidste del af det overdådige, franske deGaulle-epos mistet fokus, klarhed og overskuelighed.

-af Helle Sihm.

Foto: © 2026 Pathé Films / TF1 Films Production / Belvédère / Auvergne-Rhône-Alpes Cinéma

Foto: © 2026 Pathé Films / TF1 Films Production / Belvédère / Auvergne-Rhône-Alpes Cinéma

Hvor 1. dels anseelige spilletid på hele 2 timer og 40 minutter fløj afsted mens man, koncentreret og imponeret, blev klogere på detaljer, begivenheder og sammenhænge, er dette ikke tilfældet med denne 2. og sidste del. Spilletiden er lignende 2 timer og 37 minutter, men som stik modsat 1teren, irriterer, frustrerer og forvirrer med manglende fokus, logik og overskuelighed. 

Man må gå ud fra, at begge dele af denne altså ialt over fem timer lange film er optaget på een gang: Alle scener, def foregår i Paris på een gang, – alle ørkenscener på een gang osv. og så, -efter alle optagelser er “kommet i kassen”, – opsplittet og sammenklippet i krologisk orden. Netop derfor er det så mærkværdigt, at der er endt med at blive så stor forskel på de to dele. 

Uden nogen intro, -uden mindste resume af 1. del starter 2. del præcis hvor denne sluttede: Januar 1943. Her klippes, -igen med effektfuld kontrast, mellem ørkenkrigens rasen i Libyen, og modstandsbevægelses oplevelser i Lyon: den stadig intensere modstand mod Petins Vichy-regering og dens sympatiseren med nazi-Tyskland, og dermed FOR de Frie Franske, ledet af general deGaulle fra hans eksil i London. Det står hurtigt klart, at dette ikke er en klassisk, velkendt 2. Verdenskrigsfilm, skildret fra amerikanske eller britiske synsvinkler, som vi er så vant til, men en skildring af de mange “franske fronter”. Og, trods titlen, er deGaulle ikke længere de heroiske centrum her, – det er derimod general leClerc, der, i den Libyske ørken dødsforagtende, – med ganske få udmattede og ubeskyttede mænd besejrer en overvældende, tysk overmagt, og sikrer sig fortjent heltestatus. Den (åbenbart?) våben-foragtende og -fornægtende leClerc løfter sin tro følgesvend: den spinkle, prunkløse spadserestok, “sigter” med denne på den frembrusende, mægtige fjende-overmagt og udbryder med hånlig foragt: “BANG-BANG-BANG!” Hermed bliver han også symbolet på denne 2. dels stil- og stemningsmæssige skift tilbage til de højstemt heroiske  og voldsomt underholdende 2. Verdenskrigs film fra 1960serne og 70erne: “Navarones kanoner”,  “Ørneborgen” , “Nålens øje”, “Den store flugt”…, alle fra en entydig amerikansk synsvinkel med entydige amerikanske helte.  

En forældet filmform, der her holdes helt frem til slutningen, hvor Paul Eluard på lydsiden for lov til, -via en radiooptagelse, -at citere hele sit lange digt, “Liberte”, ofte kaldet “J´ecrit ton nom”,  henover sort/hvide dokumentar-klip fra befrielsesdagene i Paris, august 1944. Når dette lægges sammen med scene , hvor deGaulle og Churchill efter sejren over såvel Vichy-regeringen som hele nazi-Tyskland, inspicerer den franske flåde, og søfolkene spontant bryder ud i den ganske frankofile og ganske perfekt fransktalende Churchills franske yndlingssang, er det muligvis dokumentarisk og historisk helt korrekt, men skildret som her også simpelthen FOR MEGET!

I endnu højere grad end det var tilfældet i del 1 er det her interessant at opleve, i hvor høj grad kendskabet til, -og synet på 2. Verdenskrig blandt ikke-historikerne er skabt af amerikanske mediers formidling af denne. Og rigtig interessant bliver det, da denne films sjældne, franske synsvinkel afslører den sædvanligvis så heroisk skildrede, lamme præsident Roosevelt som grum, udspekuleret skurk, der forsøger at ændre Europa-kortet ved bl.a. at få udraderet, selvfølgelig Tyskland, men også Frankrig! Til dette trykkes enorme mængder falske pengesedler, hvilket de Gaulle får opsporet og derved nedkæmpet. 

Så fra sit eksil i London skal den stejle general nu på een gang opbygge sin Frie Franske hær,- bekæmpe Vichy-regeringen og hele nazi-Tyskland, – forhindre Roosevelts “Europa-nedlæggelse”, og holde kurs og balance mellem Churchills voldsomme udsving mellem hjælpende venskab og destruerende modstand. En multi-front-krig, den pressede general forståeligt nok er ved at bryde sammen under, og som slet ikke gøres klart forståelig her.

Da De Allierede i juni 1944 med gigantiske tab og omkostninger gennemfører D-dag er krigen ikke slut for deGaulle og de Frie Franske, da de forsøges forhindret i at køre fra Normandiet til Paris, og da de endelig når frem, er det til et Paris, der ligner det, så mange så godt kender fra musicalen “Les  Miserable”s oprør i juni 1832, hvor blodet nu igen flyder i gaderne fra ihjel-torturerede, og barrikadebyggende frihedskæmpere. 

En så stor, vanvittigt dyr produktion som disse to film-dele burde ikke udelukkende henvende sig til en dedikeret gruppe 2. Verdenskrig-kendere, som i forvejen er hjemme i forløbet, men burde netop, i disse mere og mere historieløse tider, have benyttet lejligheden til, klart, overskueligt og underholdende, og fra en spændende, usædvanlig (fransk!) vinkel, at have udbredt kendskabet til 2. Verdenskrig. Det er desværre ikke blevet tilfældet her!

Filmmedie- og filmhistoriemæssigt er det interessant at opleve, at to sammenhængende, fortløbende dele af samme værk kan falde så forskelligt ud, og der er stadig grund til at fryde sig over det glimrende skuespil, -ikke mindst formidable Simon Abkarian, der får alle nuancer med i sin fremstilling af den stejle, sære og svære deGaulle. Så selvfølgelig skal alle, der har set 1. del af dette overvældende imponerende filmværk da også opleve afslutnings-forløsningen ved at se denne sidste del!