Anmeldt af Simon Papousek
Det amerikanske marinekorps under Anden Verdenskrig kædes typisk sammen med operationerne i Stillehavet. Knap så velkendt er det, at korpset også var tilstede på den amerikanske østkyst og i Europa. Faktisk var marinekorpset også udstationeret i Caribien og i Sydamerika. Det er denne del af korpsets historie, som fortælles i bogen Overshadowed. US Marines in World War II: Europe, the Caribbean and South America.
Kort efter Første Verdenskrigs afslutning bevægede USA sig i en mere isolationistisk retning. Landet var ikke interesseret i at blive involveret i endnu en krig på den anden side af hverken Stillehavet eller Atlanterhavet. Til trods for denne hensigtserklæring, udarbejdede USA i al hemmelighed forskellige krigsplaner med hver sin farve som kode. WAR PLAN ORANGE var eksempelvis en plan for, hvordan en krig mod Japan skulle udkæmpes. Efterhånden som planerne blev udarbejdet, påbegyndtes flere og flere øvelser, samt udarbejdelse af doktriner. En af disse var landsætning fra både – de såkaldte Higgins-både – dels af soldater, dels af materiel.
Da Anden Verdenskrig nærmede sig, og selvom USA ikke involverede sig, planlagdes der tillige planer for hvordan en krig mod Aksemagterne skulle udkæmpes, bedre kendt som RAINBOW 3. Men det var den endelige plan RAINBOW 5, der skulle kendetegne USA’s hjælp til dets allierede og egen krigsindsats.
Korpsets operative virke under krigen, er bogens disposition, hvor de respektive indsættelsesområder fungerer som overskrifter på bogens kapitler. Første kapitel omhandler Caribien.

Frem og tilbage. Selv før landgangsbåden rammer stranden, er marinesoldaterne i vandet i realistiske landingsmanøvrer ved Guantanamo Bay, Cuba, og styrter mod fjenden. I spidsen for sine mænd står premierløjtnant Joseph L. Herson. Yderst til højre er premierløjtnant Alfred L. O’Connnor. Fotografi af det amerikanske marinekorps, omkring 2. verdenskrig. Udlånt af Library of Congress. Lot 838-A-5:
Som en direkte konsekvens af udsigten til krig, etablerede korpset havneanlæg i Caribien og bemandede disse. Siden kom det også til at omfatte flyvepladser.
Anlæggene kom snart til at ligge som et bælte langs den nordamerikanske østkyst, for både at forsvare eventuelle angreb fra tyske ubåde, og for at gøre det så lidt lukrativt for sydamerikanske lande at slutte sig til aksemagterne. I opbygningen af sikre handelsveje, trænede og udrustedes de sydamerikanske lande militært af marinekorpset. I 1945 bidrog Brasilien eksempelvis med 25.000 mand på den italienske front, som en direkte konsekvens af dette militære samarbejde.
Der var også udstationeret marinesoldater i London. Her fungerede de som vagtkorps for den amerikanske ambassade og blev efterhånden som krigen udviklede sig, også involveret i bekæmpelsen af angreb fra natjagere. Disse erfaringer og dens teknologi blev siden anvendt i Stillehavet mod japanerne.

De første amerikanske styrker ankommer til Belfast, januar 1942. Foto: Library of Congress, copyright free.
Det var først i februar 1942 at marinekorpset fik etableret et egentligt hovedkvarter i Europa. Det blev placeret i Londonderry i Nordirland. Hovedopgaven blev bevogtning af havne, da der her var risiko for at IRA ville rette sabotagehandlinger mod sådanne mål.
Af særlig dansk interesse har kapitlet der omhandler Island. Her stationerede USA over 4.000 marinesoldater og erstattede således det britiske kontingent, som Churchill havde placeret kort efter tyskernes besættelse af Danmark. Da USA blev trukket ind i krigen i december 1941, blev de 4.000 mand fløjet hjem og erstattet af soldater fra hæren.

A Marine rifle squad, all armed with the Springfield rifle, model 1903, maneuver in the half-light of the Icelandic winter. Note that not all Brigade Marines had winter clothing other than their forest greens. The snow made movement difficult. Department of Defense Photo (USMC) 524213
Herpå følger en gennemgang af de mange amfibie-operationer som marinekorpset deltog i. Eller rettere – bidrog til. For det var hæren der gennemførte angrebene, med baggrund i marinekorpsets doktriner. Udover det fungerede korpset tillige i en række operationer, for eksempel med støtte til modstandsbevægelsen i Frankrig, flyangreb på skibsfart ved Bodø i Norge og infiltration af forsyningslinjer. Der var i disse operationer tale om ganske få mand, nogen gange enkeltmandsmissioner, hvor de større troppekontingenter var at finde i Stillehavet.
Bogen er rigt illustreret i både sort/hvide- og farvebilleder og det får nærmest karakter af en scrapbog. Undervejs tilføjes der dagbogsnotater og mere officielle beretninger fra livet som marineinfanterist i regionerne. Navnlig er beskrivelsen af de caribiske øer ganske underholdende, hvor forfatteren opdager, at den indfødte befolkning tæller 4.000 sjæle, som alle har samme efternavn!
Bogen kommer godt rundt i emnet, som ellers har været domineret af korpsets indsættelse i Stillehavet, og belyser således et lidt overset emne.
Overshadowed. US Marines in World War II: Europe, the Caribbean and South America, af Isaac Lamberth. Osprey Publishing, Oxford. 2026. 288 sider, rigt illustreret.
