At lave sine egne figurer … Det kan jeg ikke! Jo du kan!

af Chris­t­ian Raun

Det er bare at gå i gang, der find­es ikke nogen udførlig “sådan-gør-du-for-at få-et-per­fekt-resul­tat” vejled­ning i mod­ellere fig­ur­er — der find­es kun den gode gam­le prøv-dig-frem-metode.

Michelan­ge­lo bliv­er man måske ikke — på dag et  — men det er svært til­fredsstil­lende blot at kunne ændre småt­ing, og snart kom­mer øns­ket om at lave sin egen fig­ur eller løs­del helt fra grun­den, og måske støbe den efterfølgende.

Fak­tisk kan man på net­tet se, at det er en stadig vok­sende hob­by selv at skabe fig­ur­er i alle mulige og umulige stør­relser. Og ser man nærmere på de navne, der mod­ellerer mil­itære mod­elfig­ur­er, opdager man snart, at de fleste af de store navne er selvlærte. Så bare kom i gang!

 
“Dol­ly”

Det vigtig­ste er fak­tisk at kunne holde en skala og få de rigtige krop­spro­por­tion­er, hvad enten det er i 54 eller f.eks. 28 mm, derefter er det “blot” et større tålmodigt pille- og nussear­be­jde som mod­el­lør. Mindst lige så meget er øvelse, som kun­st­ner­iske evner.
En arbe­jd­steg­n­ing er vigtig, så man har noget at gå ud fra. Det skal på ingen måde være “kun­st”, men skal blot angive still­ing og detal­jer. Pin­demænd i rigtig skala, så man har noget at måle på, er udmærkede. Detal­jer kan man tage fra bøger med uni­former og våben.
Man kan arbe­jde ud fra en købt såkaldt “Dol­ly”.

En sådan har tidligere været vist i Chakoten, så er pro­por­tion­erne i orden i det mind­ste. Og man kan benytte andre løs­dele lavet pro­fes­sionelt, hvis man ikke selv straks vil give sig i kast med ansigter, hæn­der, våben osv.
Eller man kan selv lave sin egen “Dol­ly” af lidt stål­tråd, en clips eller lignende.
Vigtigt er her pro­por­tion­er og lige knæk i led­dene. Stål­trå­dens ender kan man stikke ned i en korkprop (kan købes i alle stør­relser i butikker, der sæl­ger til hjem­me­bryg­gere af vin og øl.), så man nemt kan håndtere og dreje fig­uren uden at røre ved den.
Der er i øvrigt ingen regler for, hvorledes man gør, alt er tilladt. Groft sagt starter man med ben, dernæst overkrop. Hov­edet først til sidst, da det ellers nemt bliv­er for stort. Arme kan man vente med, til krop­pen er færdig, så er det nem­mere at få detal­jer på plads, som ellers dækkes af arme. Våben laves løst (eller tages fra anden model/købes løst) og plac­eres efterhånden.

Hvad skal man bruge?

Først og fremmest den plas­t­masse, som man mod­ellerer med, deru­dover diverse småred­sk­aber og så tålmodighed samt en del øvelse. Mærke­ligt nok synes det let­tere at lave en skulp­tur end at teg­ne fri­hånd! Men sådan er det nu en gang

 Plas­t­mass­er

Her er to typer:
Den selvhær­dende og typen, der skal hærdes ved lav varme i en ovn.

Selvhær­dende

Her er det først og fremmest mate­ri­aler som Mil­liput og Knea­datite, sid­st­nævnte også kaldet “Green Stuff.” Man kan søge på net­tet efter “Green Stuff” eller gå ind på www.Sylmasta.com og  finde de forskel­lige typer, idet mate­ri­alerne find­es i forskel­lig hård­hed og fin­hed. Det hele kan blandes, så man udnyt­ter de forskel­lige egen­sk­aber bedst muligt og efter behag.
Det meste kan også købes her­hjemme — ellers kom­mer det vel! Vil man blot forsøge sig med en lille klat Green Stuff, kan det købes, hvor man sæl­ger Games Work­shop-artik­ler. Prisen er her 50,- kr., ganske kraftig som for alle dette fir­mas pro­duk­ter, men vil man kun prøve, så er det udmær­ket. Samme steds kan også fås et lille sæt red­sk­aber, som dækker alle grund­be­hov.  Diverse red­sk­aber bereg­net til at arbe­jde i ler fra kun­st- og maler­for­ret­ninger kan også være nyt­tige. Men alt i en almin­delig hush­old­ning (tand­stikkere, sug­erør, søm i en prop eller i en klat Mil­liput, stål­tråd filet og ham­ret i facon og sat i en prop osv.) kan bruges, og man kan selv lave egne småred­sk­aber med forskel­lige hov­ed­er af alle facon­er. Hvad man skal bruge afhænger alene af ens arbe­jdsme­tode, samt hvilken effekt man ønsker at opnå. Knap­per og nit­ter kan laves med et hult rør af den ønskede stør­relse, og blot press­es ned i massen, hvorefter man skraber det tilovers­blevne “stuff” værk.

Ikke selvhær­dende

Dette kendes bl.a. som Fimo, en slags plas­tler, der anven­des til mange andre hob­by­for­mål. Forde­len er her, at man ikke er begrænset i tid, idet stof­fet for­bliv­er form­bart, indtil det ved lav varme (ikke over 130 grad­er!) har været en tur i ovnen. Er man util­freds, kan man krølle sam­men og beg­y­n­de for­fra. Men ellers kan det behan­dles som de selvhær­dende stof­fer. Anven­des for­trinsvis i Frankrig og her på kon­ti­nen­tet, medens den engel­sk­tal­ende ver­den sværg­er til “Green Stuff” og lig­nende. Fimo kan f.eks. købes hos Pan­duro Hobby.

Green Stuff

Dette er en klæbrig masse frem­stil­let af en blå og en gul sub­stans, som skal mik­ses godt, hvorefter massen bliv­er grøn. Man kan ændre forhold­et mellem gult og blåt efter behag og får således en masse med forskel­lige egen­sk­aber, jo mere blåt, desto hårdere masse. Og som sagt kan man mikse med Mil­liput af forskel­lig fin­hed og hård­hed (ca. 30–40% Mil­liput og resten Green Stuff er en god og bil­lig bland­ing til ikke de fineste detal­jer eller ting der ikke skal kunne give sig så meget som rent Green Stuff kan. Dyre­horn f.eks.) eller Brown Stuff, hvori der er alu­mini­um­støv, som giv­er en særlig hård masse efter størkn­ing. Sid­st­nævnte skal være særlig godt til at lave skarpe kan­ter på f.eks. våben, som sabelblade.
Massen skal være så friskt som nu muligt, ellers mis­ter mate­ri­alerne deres klæbeevne og er tem­melig uan­ven­delige, så man skal man heller ikke lave for stor en klump af gan­gen. Green Stuff er fak­tisk meget dyrt mængdemæssigt.
For at bevare friskhe­den kan man opbe­vare de umiksede bånd i en plas­t­pose i fry­seren. Man kan også få det gule og blå i “rør”, så de ikke kemisk påvirk­er hinanden.
Når man arbe­jder med mate­ri­alet, klæber det i starten til alt (helst), men man undgår, at det klæber, hvor det ikke skal, ved at holde red­sk­aber og fin­gre våde, nogle bruger oli­er og fedt­stof­fer eller blot vand, men fak­tisk er noget af det bed­ste en spytk­lat i f.eks. en ølka­psel. At slikke på red­sk­aberne og fin­gre kan ikke anbe­fales, da mate­ri­alet er stærkt giftigt!

Man “klistr­er” nu lidt på sin “Dolly”s met­alskelet, evt. kan man smøre den over med lidt sned­ker­lim først.
(Man kan også bruge det bil­ligere “stuff”, bereg­net for blikkenslagere og lyn­tør­rende, til at lægge grun­den. Hur­tigt og billigt.)

Man skal til en beg­y­n­delse und­lade at smøre på “led­dene”, i det mind­ste hvis man arbe­jder med stål­tråd. Så kan man stadig bøje efter behag og opnå mere skarpe bøjninger, som de er i virkeligheden.

Når massen er størknet, kan man arbe­jde videre lag på lag, som hver gang skal tørre helt. Det er der­for nyt­tigt at have flere fig­ur­er i gang sam­tidig. Man kan speede størknin­gen op ved at placere fig­uren under en tændt lampe. Nogle laver særlige arrange­menter med en pære under en lille beholder.
Man skal lige vænne sig til, at man kan “skubbe” rundt med massen, og at den når den er helt frisk, buler ud andet­st­eds. Nærmest som at arbe­jde i tyggegum­mi. Men lang­somt størkn­er massen og ændr­er karak­ter, hvilket man så udnyt­ter på forskel­lig vis.

For at få en glat over­flade bruger man vand/olie på red­sk­a­bet, og der find­es en særlig glat­ter (egentlig bereg­net til ler­ar­be­jder) med forskel­lige gummi/kunststofspidser, der er særde­les anvendelige.
Når massen er størknet, kan man file, skære, save og bore i den. I de hårde mass­er mere end i de bløde, som Green Stuff, hvor det kan være svært at lave helt skarpe kanter.

Detal­jer og f.eks. fan­er kan man lave sep­a­rat på et stykke plast med en tynd hinde/lag olie på, så det nemt kan løftes af, når man find­er, at det er størknet tilstrække­ligt. Man kan således lave papir­tyn­de flad­er, ved at tage et stykke film, lægge en klat Green Stuff på, folde og rulle over med noget tungt, til man når den ønskede tykkelse.
Man kan lave sine egne små forme, smøre med lidt olie og mase Green Stuff ned og lade det størkne. Olien skal vaskes af i sul­fo eller med den gode gam­le cel­lu­lose­fortyn­der, som dog siges at være farligt for hjerne­celler, uden jeg helt husker hvor­for! Dufter herligt.

Skal man “klistre” noget på størknet Green Stuff, kan man med fordel rense med lidt sprit eller skære et tyn­dt lag af, så hæfter det nem­mere, for­di man så fjern­er evt. fin­gerfedt. Man kan også bore lille hul og smøre lidt frisk Green Stuff i som lim.
Er noget mis­lykket, kan man blot skære det væk og beg­y­n­de forfra.
Man skal ikke røre ved en ikke størknet fig­ur, så forskub­ber det hele sig eller man får mindst et prægtigt fingeraftryk.

Til lanser og lig­nende stave, anven­der man messingtråd.
Sabler og sabelsked­er laver man over et lille stykke tyn­dt stål­tråd, så hold­er det bedre formen.
Alt kan laves på denne måde, kun fan­tasien — og stædighed — sæt­ter grænser.

På net­tet find­es mass­er af sider med tips, og folk vis­er på egne hjemmesider deres kreation­er, som ofte er af en meget høj stan­dard og kan give inspi­ra­tion samt tips.