-filmanmeldelse af Helle Sihm.
Foto: Universal Pictures / © 2026 Universal Pictures.
Overdådig, tankevækkende og vanvittig vellavet!
Med gigant-produktionen “The Odyssey” beviser Cristopher Nolan endnu engang sit imponerende, filmiske multi-talent
Jo, scenen, hvor den aldrende, hjemvendte Odysseus viser sin styrke ved, som den eneste, at kunne spænde sin gamle bue, og derefter sin ædelhed ved slå på dens spændte streng for at det lille “pling”, dette giver, skal advare “byttet”, -engang dyr, nu de modbydelige bejlere, der har belejret hans palads, er vidunderligt hjertesvulmende.
-og jo, scenen, hvor Odysseus´ ældgamle jagthund , som har kæmpet for at holde sig i live til dens herre kom hjem, dør, sekundet efter den har opdaget, at han er tilbage er tåretrækkende rørende.
Christopher Nolans “The Odyssey” er på alle måder de store, voldsomme følelsers film, -også nogle negative, -så lad os få dem overstået først:
“Omvendt racisme!”, “Ydmygelse og nedgørelse af hvide mennesker!” “Knæfald for wokeismen!” Forargelse og vrede er kommet shitstormend forud for Verdenspremieren præcis som det var tilfældet med filmatiseringen af H. C. Andersens “Den lille Havfrue”, og, – helt retfærdigt og rimeligt,- i forbindelse med, at Marc Webbs “Snehvide”(!) i 2025 skulle spilles af en farvet. Og nu har Nolan så valgt kulsorte Lupita Nyong`o til rollen som den skønne Helene, brune Zendaya til Athena og transmanden Elliot Page til Sinon.
Nu er Odyseen ikke historiske facts, men en myte, -en række “sange”, mundtligt overleveret gennem generationer, og nu forlanger folkene bag Oscar-nomineringerne at et vist antal væsentlige roller skal besættes med ikke-hvide skuespillere, så kan man bebrejde Nolan dette? Det har der op til premieren været delte meninger om, -og det vil der vedblive at være. Faktum er, at kritikken er rimelig nok, men også HELT ude af proportioner, da de tre roller godtnok ikke er uvæsentlige, men så korte, at de blot udgør nogle minimale skønhedspletter på et ellers pletfrit gigantværk.
Eet af Nolans velkendte fortælletricks er scenernes u-kronologiske, men fuldt forståelige rækkefølge, og da nok ikke alle har Homers ældgamle myte klokkeklart i erindring vælger Nolan at opridse det forudgående: altså den Trojanske krig, beskrevet af Homer i hans forudgående værk, “Illiaden”. Krigen, som Odysseus ved sin snilde og store feltherrekunst stærkt medvirkede til at vinde ved at sende den Trojanske hest, -fyld med Odysseus` soldater ind i Troja. I ly af natten sneg de sig ud, – åbnede porten til den belejrede by for Odysseus´ hær, som smadrede byen totalt.
En begivenhed, Nolan vender tilbage til til allersidst i sit knap tre timer lange epos, der dog ikke virker spor for langt! Han fordømmer selve krigens væsen, -dens altødelæggende effekt. Og ikke alene på de besejrede, men også på de sejrende, som ved at udtænke og udføre denne nedslagtende vold selv bliver forråede, forsimplede, -primitive, hvorved, – påstår Nolan overbevisende og tankevækkende her, – at selve Civilisationen går til grunde.
Ikke noget ringe eller ligegyldigt budskab at fremføre og forsvare i disse tider, skønt filmen har været i produktion i årevis. Men det er vel netop en sådan fremsynethed, der kendetegner en stor, visionær kunstner.
Selvfølgelig er rollerne besat med største omhu: En ældet, men stadig stærk Matt Damon som Odysseus, der har bibeholdt sin ædelhed gennem alle de grufulde strabadser, – en stadig vidunderlig smuk, og nu også moden Anne Hathaway som hans tro, loyale dronning Penelope. En ung, drenget Tom Holland, der bliver voksen og handlekraftig af turen ud efter sin far. En hjerteskærende rørende Charlize Theron som Kalypso, som elsker Odysseus, men indser han MÅ hjem til sin ventende hustru. -og desuden et væld af storspillene, indlevede biroller…
Igen imponerer Nolans multitalent: Han har selv skrevet alle replikker så jordnært ægte, og instrueret sine skuespilere til at sige dem netop sådan så han får gjort denne ca. 3000 år gamle tekst fuldstændig tidløs og derfor konstant engagerende for et nutidigt publikum; imponerende!
Det er måske ikke nødvendigt at have indgående kendskab til Homers to, ca. 3000 år gamle værker: “Illiaden” og “Odyseen”, men det vil helt sikkert hjælpe på forståelsen af, -og derved den intense fornøjelse ved at åbne sanserne og bare lade sig overvælde af denne inderligt tilfredsstillende filmatisering.
For i Nolans ukronologiske orden oprulles de vigtigste og berømteste begivenheder i denne “bagvendte roadmovie”, hvor Odysseus, kongen af Itacha, efter 10 års kamp i den Trojanske krig, nu starter hjemrejsen mod sit rige og sin elskede hustru, Penelope.
Mødet med den soldater-ædende, gigantiske enøjede kyklop, som Odysseus dræber. Men da denne er søn af havgud Poseidon rammer gudens vrede voldsomt både krigere og deres konge, og gør hjemsejladsen i de lange, smalle, roede både nærmest umulig.
Besøget hos heksen Kirke, som forvandler Odysseus ´mænd til de svin, de allerede opfører sig som, – sejladsen derfra mellem Scylla og Charybdis. Turen til Hades og de dræbte, men ubegravede soldater…
I filmens nutid har den hukommelsesløse Odysseus i en del år levet sammen med troldkvinden Kalypso, som elsker ham, . Samtidig er Penelope hjemme i Itacha blevet pint og plaget af den store flok bejlere, som har indtaget kongepaladset, og forlanger, hun skal tage sig en ny mand,-give riget en ny konge. men den tro hustru elsker sin mand og venter stadig på hans hjemkomst.
Bejlerne fordrev den unge kongesøn, Telemachos, som rejste ud for at opspore sin far, og nu, efter 20 års fravær, lander kong Odysseus igen på Itachas strand, klar til det voldsomme opgør med bejlerne og mødet med hustru og søn. På trods af indgående kendskab til mytens slutning er denne slutscene vanvittigt spændende og utroligt fornemt filmisk opbygget. Her folder en sand film-multi-kunstner alle sine talenter fuldt ud:
Siden sin debut i 1998 med en stramme, lille sort/hvide “Following” er Christopher Nolan gået fra dens beskedne budget på 6000dollars til “The Odyssey”´s svimlende 250.000000dollars, -det er altså 1 1/2 MILLIARD danske kroner. Men for dette svimlende beløb giver Nolan altså også overdådig, på een gang forlægs-tro og og fuldstændig tidløs, meningsfuld og tankevækkende valuta for enhver af disse!
“The Odyssey” , -manus og instruktion: Christopher Nolan. I rollerne: Matt Damon (Odysseus), Anne Hathaway (Penelope), Tom Holland (Telemachos), Robert Pattinson (Antinous) Charlize Theron (Kalypso). Spilletid: 2 timer 52 minutter. Tilladt over 11 år. Ønsker I stjernemarketing får den 5 af 6 stjerner.
