EN KANON FRASLAGET RHEDEN

af  Uffe Hen­rik­sen

Mod­ellen

Mod­ellen forestiller en 24 punds kanon, bjer­get i 1953 fra vraget af blok­ski­bet INDFØDSRETTEN, der sank den 3. april 1801, dagen efter slaget mellem de danske og de britiske styrk­er på Køben­havns Red.

Kanonen er opstil­let på Tøjhus­museet i Køben­havn.

Mod­ellen er støbt i hvid­met­al af John Hansen efter en mod­el i stør­relses­forhold­et 1:32 udført i mess­ing og træ af Uffe Hen­rik­sen efter opmåling af orig­i­nalen. Mod­ellen omfat­ter føl­gende store dele: kanon­løb, forak­sel, bagak­sel, 2 side-vanger, 4 hjul og ind­still­ingskile, og føl­gende små dele: 2 hal­sjern, 4 øje­bolte, 4 lås­es­tifter til hjul og 2 bolte.

Kanonen kan males sort som orig­i­nalen på Tøjhus­museet, eller i de farv­er, der var anvendt da den var ny, d.v.s. kanon­lø­bet i råt sort støbe­jern, sven­skrød (jer­nox­id) til træværk og gul møn­je til smede­jerns­dele

Bag­grund

Kanonen er en kar­tove, d.v.s. en mellem­lang kanon, af sys­tem 1692. Dette sys­tem var det mest udbredte skytssys­tem i vor flåde i sejl­skib­spe­ri­o­den og omfat­tede kanon­er   fra 4 til 36 pund. 24 punds kanonen var den mest udbredte, og man havde over 500 kanon­er af denne stør­relse alene i dette sys­tem. 24 punds kanon­er anvendtes på lin­ieskibene, som regel på ned­er­ste dæk i 2‑dækkere og på mellem­ste dæk i 3‑dækkere. Kanon­lø­bet har en diam­e­ter på ca. 16 cm, og en løb­slængde på 16 – 17 gange kugle­di­am­e­teren. Kanonens sam­lede længde er ca. 320 cm., største diam­e­ter er 55 cm. og vægten ca. 3000 kg. Rap­perten er mær­ket 1786, og er af den nyere type med åben bund.

Kanon­lø­bet er for­mentlig støbt i Norge, hvor den svære indus­tri var hen­lagt på den tid.

Bet­jen­ing

Kanonen, der med løb og rap­pert har haft en sam­let vægt på op mod 3,5 tons, krævede et bet­jen­ings­man­d­skab på 10 – 15 mand.

Kanonens lad­ning på ca. 5 kg. krudt blev hen­tet i mag­a­sinet i form af en færdig pakke af pap eller lærred. Lad­nin­gen blev skub­bet på plads med en ram­mer, enten anbragt på en lang stang, eller på et stykke kraftigt tovværk. Fængkrudt blev ind­ført i fænghul­let i form af et fæn­grør af met­al eller papir, fyldt med fint­malet krudt, og kuglen blev lagt i løbet og skub­bet på plads med ram­meren.

Kanonen blev herefter trukket frem, så den rørte skib­ssi­den med løbet ud gen­nem kanon­porten. Det var vigtigt at kanonen var trukket helt frem, så mund­ingsilden ved affyring ikke kunne tænde ild i skib eller udstyr. Til hjælp for fly­t­ning af kanonen havde man 2 sæt tal­jer, der var fast­gjort hen­holdsvis på nogle øje­bolte på rap­perten og i nogle svære kroge i skib­ssi­den ved siden af kanon­porten. Fly­t­ning af den tunge kanon på sim­ple træhjul har været et meget hårdt arbe­jde, der krævede hjælp af hele kanon­mand­sk­a­bet.

Kanonen blev affyret ved hjælp af en luntestok, eller senere med en flintelås som på hånd­våben. Ved affyrin­gen blev kanonen skub­bet bagud med samme kraft som kuglen blev skub­bet fre­mad, inde­hold­ende en ener­gi kan beskrives som ½ x M x V x V. Ud fra denne formel kan bereg­nes, at hvis kanon og rap­pert tilsam­men vejede 200 gange så meget som kuglen, og kuglen fløj med en mund­ings-hastighed på 400 km./t., ville kanonen køre baglæns med en hastighed på 28 km./t., så man skulle ikke være i vejen på affyrings-tid­spunk­tet. Kanonens kørsel blev stop­pet af et svært stykke tov, bro­gen, der var trukket igen­nem rap­perten og fast­gjort til skib­ssi­den i to svære kroge ved siden af kanon­porten. Bro­gens længde var således afpas­set, at kanonen blev stop­pet i en plac­er­ing hvor der var ca. 1 m. frit foran kanon­mundin­gen, så man kunne få plads til at gen­t­age lad­nin­gen.

Lad­nin­gen start­ede med at man rensede løbet for gløder med den mod­sat­te ende af ram­me­torvet, hvor­på en slags børste var anbragt, og der­på igen ind­førte lad­nin­gen etc.

 Mak­si­mal skudaf­s­tand var ca. 2.000 m., men selv skyd­ning på 1.000 m. havde ret ringe virkn­ing. En afs­tand på 500 m. sikrede både en rimelig træf­sikker­hed og en god virkn­ing af kuglen.

Slaget

Blok­ski­bet  INDFØDSRETTEN var et af de sværeste danske skibe under slaget, og var der­for anbragt i forsvarslin­iens nordlige ende, hvor­fra man vent­ede englæn­dernes angreb.

Ski­bet havde ca. 42 stk. 24 punds kanon­er, hvo­raf naturligvis kun den halvdel, der var på den udvendi­ge side, kunne bruges. Da angre­bet som bek­endt kom fra syd, kom ski­bet først ret sent med i kam­p­en omkring kl. 13.00. Desværre var de danske skibe forankret med 4 faste ankre, så det var umuligt at ændre et skibs ret­ning under slaget, hvis fjen­den angreb i en skæv vinkel i forhold til ski­bets bred­side. Dette med­førte at ”Ind­fød­sret­ten” i en peri­ode blev udsat for stærk beskyd­ning af et lin­ieskib skråt for­fra og et andet skråt bagfra og led store tab, uden at kunne svare effek­tivt igen, hvilket naturligvis var stærkt demor­alis­erende for mand­sk­a­bet. Omkring kl.15.00 var alle ski­bets offi­cer­er dræbt og næsten alle kanon­er ubrugelige, hvor­for man strøg flaget. Ski­bet sank næste dag på trods af englæn­dernes forsøg på at holde det fly­dende.  At ski­bet sank util­sigtet, og således ikke blev afmon­teret, er årsagen til at man har kun­net finde en kom­plet kanon på vraget.