Historieformidling

Lev­ende his­to­rieformidling af Alek­sander Haug: 10/03–2019

Hvad er lev­ende his­to­rieformidling? Begre­bet hænger i Dan­mark sam­men med begre­bet reen­act­ment, som er hen­tet fra den angel­sak­siske ver­den. Da flere af Sel­sk­a­bets medlem­mer delt­ager i en eller flere formidlings- eller reen­act­ment­grup­per vil disse blev præsen­teret i dette afs­nit om lev­ende his­to­rieformidling. Men krigsspil kan også medreg­nes, som en form for lev­ende his­to­rieformidling, hvor formidlin­gen sker gen­nem gen­sk­a­belse af klas­siske slag med fig­ur­er hvor man både kan gen­leve det oprindelige slag men også afprøve “hvad-nu-hvis sce­nar­i­er”.           

I det føl­gende vil reen­act­ment og lev­ende his­to­rieformidling blive omtalt som syn­onymer for det samme, selvom der netop i disse år foregår en livlig debat om, hvad lev­ende his­to­rieformidling og reenac­ment egentligt er. Der hersker der­for end­nu stor begreb­s­forvir­ring, og da det føl­gende skal tjene som en gener­el intro­duk­tion til, hvad lev­en­degjort his­to­rieformidling er for en stør­relse, vil den igangværende diskus­sion blive for­bigået til fordel for en bredere og mere udglat­tende gen­nem­gang.

Hvad vil det sige at lave lev­ende his­to­rieformidling? Der vil nok være mindst lige så mange svar, som der er foreninger, museer og grup­per som arbe­jder med det. Begre­bet dækker over en lang række af beslægt­ede aktiviteter. Fra vikinge­spil, over mid­de­lal­der­marked­er, store slagscener ved skræd­der­syede arrange­menter, min­dre pri­vate arrange­menter og decideret muse­ums­formidling (Den Gam­le By, Andes­lands­byen Nyvang, Mid­de­lalder­centre ved Nykøbing Fal­ster, Lejre m.fl.). I al enkelthed går lev­ende his­to­rieformidling ud på at genopføre, imiter­er eller på anden vis formi­dle en his­torisk epoke eller begiven­hed, ved at iklæde sig tid­stypisk tøj og omgive sig med tid­stypiske eller orig­i­nale ’rekvisit­ter’ for så derefter at genopføre en his­torisk dagligdag eller his­torisk hæn­delse inden­for en afgrænset peri­ode. Formidlin­gen tager oftest udgangspunkt i den tilgæn­gelige lit­ter­atur om og fra peri­o­den. Når det kom­mer til hob­by­grup­perne, vari­er­er det dog meget fra arrange­ment til arrange­ment, fra gruppe til gruppe og fra indi­vid til indi­vid hvor langt man er vil­lig til at gå. Enkelte går hele vejen, og bruger kun rekvisit­ter som man i peri­o­den ville have haft adgang til. Det bety­der halm i bun­den af tel­tet, tæp­per i stedet for sove­pos­er, sømbeslåede støvler og op ved solop­gang til Kap­ta­jn Jes­persens mor­gengym­nas­tik. Andre sover i mod­erne sove­pos­er, eller bry­der illu­sio­nen så snart pub­likum er ude af området, hvorefter der skiftes til mere behageligt fodtøj og dets lige. Det afhænger meget af alder, per­son­lige forud­sæt­ninger og den bagvedliggende moti­va­tion for at kaste sig ud i aktiviteten. Men tom­melfin­ger­re­glen er, at illu­sio­nen opretholdes så længe der er pub­likum på.

Lev­ende his­to­rieformidling har i den form vi kender det i dag i særde­leshed sine rød­der i USA og Storbri­tan­nien. Her har reen­act­ment i mange årti­er været en fast bestand­del af mange store og små his­toriske arrange­menter og mærkedage. Fra store arrange­menter med tusin­der af delt­agere, til mere lokale arrange­menter med blot få hun­drede. I beg­y­n­delsen han­dlede reen­act­ment primært om at genopføre store berømte slag og at vise ’mil­itær­livet’ (lejr­liv, kaser­ne­liv m.m.) i alver­dens krige og kon­flik­ter. Ikke alle kon­flik­ter har været lige pop­ulære, men eksem­pelvis Water­loo har i mange år udgjort et af de helt store arrange­menter i Europa med flere hun­drede delt­agere i uni­form og mange tusind tilskuere. Ligeledes har flere af de cen­trale slag­mark­er fra Den Amerikanske Borg­erkrig dan­net bagtæppe til store tilbageven­dende arrange­menter. I de senere år har lev­ende his­to­rieformidling imi­dler­tid bredt sig til at spænde over mange flere epok­er og vin­kler. For­bi er den tid, hvor det næsten udelukkende havde en fod i miltærhis­to­rien, og flere foreninger med mere civile vin­kler har med stor suc­ces lev­en­degjort mere fre­delige aspek­ter af det his­toriske men­neskes hverdag. Såsom hånd­værk og land­brug og dets lige. Lev­ende his­to­rieformidling med en mil­itær vinkel ved­bliv­er dog at være det mest dominerede og pop­ulære som aktivitet blandt dem, der dyrk­er reenac­ment som en fritid­sak­tivitet.

Aktiviteten er dog ikke uden sine iboende prob­le­mer, og i årenes løb har meget kri­tik været vendt mod aktiviteten. Den cen­trale kri­tik går på, om reen­act­ment som his­to­rieformidling skaber en his­torisk virke­lighed, der aldrig har eksis­teret. De skarpeste kri­tikere vil påstå, at lev­ende his­to­rieformidling blot er totalteater, og enkelte vil lige­frem påstå, at der foregår en decideret forskøn­nelse og fik­tion­alis­er­ing af his­to­rien. Kri­tikken dækker over en dybt­følt bekym­ring om sam­men­blandin­gen af his­to­rie og fri fan­tasi. De enkelte aktør­er har ifølge kri­tik­erne dårlige forud­sæt­ninger for at sætte sig ind i den hverdag og valg, som de his­toriske per­son­er de portræt­ter­er gen­nem­levede. De er jo netop ikke er født og opvok­set i peri­o­den, og har der­for ikke den nød­vendi­ge kul­turelle bal­last. Delt­agerne er måske der­for også til falds for at gen­give stereo­type portræt­teringer af for­tidens men­nesker og deres hverdag, som de har mødt i film, tv-serier eller skøn­lit­ter­a­turen. Når kri­tikken er holdt på et sagligt niveau, kan den være ganske vel­be­grun­det. Enkelte grup­per og indi­vider kan blive så gre­bet af den peri­ode de arbe­jder med, at de forsøger at frem­stille peri­o­den som de ønsker eller forestiller sig den var. Således kan mere vanske­lige emn­er og prob­lem­still­inger fra en giv­en peri­ode blive fejet ind under gul­vtæp­pet. Et eksem­pel her­på er den tilbageven­dende kri­tik af den rent mil­itære reen­act­ment, hvor beskyld­ninger om volds­forherligelse og en forherligelse af selve det at gå i krig har været udtalt. Ifølge kri­tik­erne kan aktør­erne jo netop ikke vise kri­gens gru over­for pub­likum, men falder ofte tilbage på lejr­liv og mere fre­delige sysler.

Bety­der det så at lev­ende his­to­rieformidling er dømt ude? Langt fra. Når det er gjort med omtanke, og når de enkelte aktør­er spiller med åbne kort over­for pub­likum, er det en effek­tiv formidlings­form. Lev­ende his­to­rieformidling griber den enkelte gæst eller tilskuer på en helt anden måde, end mere tra­di­tionelle for­mer for his­to­rieformidling. De besø­gende husker sim­pelthen bedre, når de kan føle, lugte og mærke for­tiden på egen krop (Jensen 2015, p.130–33). Men det er værd som formi­dler hele tiden at overve­je, hvad den enkelte gæst tager med sig fra arrange­menterne, og hvor­dan man som aktør kan italesætte en række af de udfor­dringer og begræn­sninger reenac­ment som his­to­rieformidling uundgåeligt omfat­ter.

Klik på billed­erne herun­der for yderligere infor­ma­tion om nogle af de grup­per der find­es.

       Amerikan­sk Borg­erkrig        Sikringsstyrken            Brigaden i Sverige                 Krigsspil