Historieformidling

Levende historieformidling af Aleksander Haug: 10/03-2019

Hvad er levende historieformidling? Begrebet hænger i Danmark sammen med begrebet reenactment, som er hentet fra den angelsaksiske verden. Da flere af Selskabets medlemmer deltager i en eller flere formidlings- eller reenactmentgrupper vil disse blev præsenteret i dette afsnit om levende historieformidling. Men krigsspil kan også medregnes, som en form for levende historieformidling, hvor formidlingen sker gennem genskabelse af klassiske slag med figurer hvor man både kan genleve det oprindelige slag men også afprøve “hvad-nu-hvis scenarier”.           

I det følgende vil reenactment og levende historieformidling blive omtalt som synonymer for det samme, selvom der netop i disse år foregår en livlig debat om, hvad levende historieformidling og reenacment egentligt er. Der hersker derfor endnu stor begrebsforvirring, og da det følgende skal tjene som en generel introduktion til, hvad levendegjort historieformidling er for en størrelse, vil den igangværende diskussion blive forbigået til fordel for en bredere og mere udglattende gennemgang.

Hvad vil det sige at lave levende historieformidling? Der vil nok være mindst lige så mange svar, som der er foreninger, museer og grupper som arbejder med det. Begrebet dækker over en lang række af beslægtede aktiviteter. Fra vikingespil, over middelaldermarkeder, store slagscener ved skræddersyede arrangementer, mindre private arrangementer og decideret museumsformidling (Den Gamle By, Andeslandsbyen Nyvang, Middelaldercentre ved Nykøbing Falster, Lejre m.fl.). I al enkelthed går levende historieformidling ud på at genopføre, imiterer eller på anden vis formidle en historisk epoke eller begivenhed, ved at iklæde sig tidstypisk tøj og omgive sig med tidstypiske eller originale ’rekvisitter’ for så derefter at genopføre en historisk dagligdag eller historisk hændelse indenfor en afgrænset periode. Formidlingen tager oftest udgangspunkt i den tilgængelige litteratur om og fra perioden. Når det kommer til hobbygrupperne, varierer det dog meget fra arrangement til arrangement, fra gruppe til gruppe og fra individ til individ hvor langt man er villig til at gå. Enkelte går hele vejen, og bruger kun rekvisitter som man i perioden ville have haft adgang til. Det betyder halm i bunden af teltet, tæpper i stedet for soveposer, sømbeslåede støvler og op ved solopgang til Kaptajn Jespersens morgengymnastik. Andre sover i moderne soveposer, eller bryder illusionen så snart publikum er ude af området, hvorefter der skiftes til mere behageligt fodtøj og dets lige. Det afhænger meget af alder, personlige forudsætninger og den bagvedliggende motivation for at kaste sig ud i aktiviteten. Men tommelfingerreglen er, at illusionen opretholdes så længe der er publikum på.

Levende historieformidling har i den form vi kender det i dag i særdeleshed sine rødder i USA og Storbritannien. Her har reenactment i mange årtier været en fast bestanddel af mange store og små historiske arrangementer og mærkedage. Fra store arrangementer med tusinder af deltagere, til mere lokale arrangementer med blot få hundrede. I begyndelsen handlede reenactment primært om at genopføre store berømte slag og at vise ’militærlivet’ (lejrliv, kaserneliv m.m.) i alverdens krige og konflikter. Ikke alle konflikter har været lige populære, men eksempelvis Waterloo har i mange år udgjort et af de helt store arrangementer i Europa med flere hundrede deltagere i uniform og mange tusind tilskuere. Ligeledes har flere af de centrale slagmarker fra Den Amerikanske Borgerkrig dannet bagtæppe til store tilbagevendende arrangementer. I de senere år har levende historieformidling imidlertid bredt sig til at spænde over mange flere epoker og vinkler. Forbi er den tid, hvor det næsten udelukkende havde en fod i miltærhistorien, og flere foreninger med mere civile vinkler har med stor succes levendegjort mere fredelige aspekter af det historiske menneskes hverdag. Såsom håndværk og landbrug og dets lige. Levende historieformidling med en militær vinkel vedbliver dog at være det mest dominerede og populære som aktivitet blandt dem, der dyrker reenacment som en fritidsaktivitet.

Aktiviteten er dog ikke uden sine iboende problemer, og i årenes løb har meget kritik været vendt mod aktiviteten. Den centrale kritik går på, om reenactment som historieformidling skaber en historisk virkelighed, der aldrig har eksisteret. De skarpeste kritikere vil påstå, at levende historieformidling blot er totalteater, og enkelte vil ligefrem påstå, at der foregår en decideret forskønnelse og fiktionalisering af historien. Kritikken dækker over en dybtfølt bekymring om sammenblandingen af historie og fri fantasi. De enkelte aktører har ifølge kritikerne dårlige forudsætninger for at sætte sig ind i den hverdag og valg, som de historiske personer de portrætterer gennemlevede. De er jo netop ikke er født og opvokset i perioden, og har derfor ikke den nødvendige kulturelle ballast. Deltagerne er måske derfor også til falds for at gengive stereotype portrætteringer af fortidens mennesker og deres hverdag, som de har mødt i film, tv-serier eller skønlitteraturen. Når kritikken er holdt på et sagligt niveau, kan den være ganske velbegrundet. Enkelte grupper og individer kan blive så grebet af den periode de arbejder med, at de forsøger at fremstille perioden som de ønsker eller forestiller sig den var. Således kan mere vanskelige emner og problemstillinger fra en given periode blive fejet ind under gulvtæppet. Et eksempel herpå er den tilbagevendende kritik af den rent militære reenactment, hvor beskyldninger om voldsforherligelse og en forherligelse af selve det at gå i krig har været udtalt. Ifølge kritikerne kan aktørerne jo netop ikke vise krigens gru overfor publikum, men falder ofte tilbage på lejrliv og mere fredelige sysler.

Betyder det så at levende historieformidling er dømt ude? Langt fra. Når det er gjort med omtanke, og når de enkelte aktører spiller med åbne kort overfor publikum, er det en effektiv formidlingsform. Levende historieformidling griber den enkelte gæst eller tilskuer på en helt anden måde, end mere traditionelle former for historieformidling. De besøgende husker simpelthen bedre, når de kan føle, lugte og mærke fortiden på egen krop (Jensen 2015, p.130-33). Men det er værd som formidler hele tiden at overveje, hvad den enkelte gæst tager med sig fra arrangementerne, og hvordan man som aktør kan italesætte en række af de udfordringer og begrænsninger reenacment som historieformidling uundgåeligt omfatter.

Klik på billederne herunder for yderligere information om nogle af de grupper der findes.

       Amerikansk Borgerkrig        Sikringsstyrken            Brigaden i Sverige                 Krigsspil