DANMARK (1799–1815)

I sid­ste halvdel af 1700-tal­let havde neu­tralitet­spoli­tikken skabt bag­grun­den for den floris­sante han­delspe­ri­ode. Under Napoleon­skri­gene blev den i stedet årsagen til den alvorlig­ste uden­rigspoli­tiske sit­u­a­tion, Dan­mark havde stået i siden afs­lut­nin­gen af Den Store Nordiske Krig i 1720.

Især Eng­land følte sig under Napoleon­skri­gene udfor­dret af, at Dan­mark med sin frie søfart og han­del med de forskel­lige krigs­førende magter både direk­te og indi­rek­te tjente fjendtlige lan­des inter­ess­er, og sit­u­a­tio­nen blev drastisk forvær­ret, da den rus­siske zar og Napoleon ved årsskiftet 1800–1801 gik sam­men om en fast­landsspær­ring, der lukkede samtlige havne på kon­ti­nen­tet for Eng­land. Med sin strate­giske beliggen­hed mellem Nord- og Øster­søen blev Dan­mark uundgåeligt ind­draget i stor­magt­skon­flik­terne. Selv om regerin­gen hverken kunne eller ville,måtte den vælge side til fordel for Rus­land, der hidtil havde sikret Norges for­bliv­en under Dan­mark, men når som helst kunne imødekomme gam­le og fort­sat meget stærke svenske krav på Norge.

Føl­gen var Slaget på Køben­havns Red i 1801, en slags loy­alitets­demon­stra­tion i forhold til Rus­land, men et slag, Dan­mark trods den uven­tet stædi­ge mod­stand mod den engelske over­magt var dømt til at tabe. Ganske vist lykkedes det på papiret Dan­mark at fastholde neu­tralitet­spoli­tikken, men kun pga. en midler­tidig fredss­lut­ning mellem stor­magterne; i realiteten var der blot tale om en udsæt­telse. I 1807 ind­førte Frankrig på ny en fast­landsspær­ring over for Eng­land, som herefter for­langte, at Dan­mark skulle alliere sig med Eng­land eller udle­vere sin flåde. Det ville inde­bære krig mod Frankrig, hvis hære befandt sig på grænsen til Hol­sten og Slesvig, hel­statens syd­grænse, og dermed var svaret på forhånd givet. I sep­tem­ber gik engelske trop­per i land i Nord­sjæl­land og rykkede ind mod hov­ed­staden, som herefter blev udsat for et inten­sivt bom­barde­ment, der varede tre næt­ter. Det kost­ede omkring 200 civile borg­ere og 3–400 mil­itære livet og lagde flere hun­drede ejen­domme i grus. På borg­ernes ind­stændi­ge bøn gav regerin­gen op, og englæn­derne for­lod den øde­lagte by med den intak­te flåde på slæb – bort­set fra to lin­jeskibe, som var ude på opgaver, og hvo­raf det ene året efter blev sæn­ket af englæn­derne ud for Sjæl­lands Odde. Blandt de faldne var den purunge helt fra 1801, Peter Wille­moes.

Herefter var allian­cen med Napoleons Frankrig en nød­vendighed, selv om Frankrig med sin fast­landsspær­ring sam­tidig havde lam­met den han­del, Dan­mark ellers havde lev­et af. Mange han­delshuse gik fal­lit, fat­tig­dom og arbe­jd­sløshed bredte sig, og i 1813 var stats­ban­kerot­ten en kends­gern­ing. Det kunne næppe blive værre, men blev det så alligev­el året efter, da det under Wienerkon­gressen blev klart, at englæn­derne sam­men med den nye allian­cepart­ner Rus­land støt­tede Sveriges krav på Norge. Den 400-årige union mellem Dan­mark og Norge – 400-årsnat­ten, som nord­mæn­dene kalder den – var et afs­lut­tet kapi­tel.

Den danske Hær i Napoleon­sti­den 1801–1814

Lan­de­vær­net i Napoleon­sti­den 1801–1814

Aux­il­iærko­rpset

2. Aux­il­iærko­rps

Den danske flåde  i Napoleon­sti­den 1801–1814

 

ARTIKLER

Dan­ish Infantry of the Line and Light Infantry 1803–1814. The Per­ry Achieve­ment
Dan­ish & Nor­we­gian Cav­al­ry & Artillery 1803–1814 — Part 1
Dan­ish & Nor­we­gian Cav­al­ry & Artillery 1803–1814 — Part 2